Colin Todd så bort fra Christian Keller for tredje kamp i træk, da han ikke mener, det er rigtigt at bruge ham efter kone-balladen

På trænerbænken og direktionsgangen i Randers udspiller der sig i disse uger et dilemma, som får Rubiks-terningen til at virke som det rene barnemad.

Træner Colin Todd måtte igen se bort fra kantspilleren Jonas Borring, som har orlov på ubestemt tid efter al virakken om ham og den tidligere Randers-anfører Christian Keller, der har indledt et forhold med Borrings eks-kone.

Christian Keller, derimod, har trænet med lige siden BTs afsløring af ’kone-historien’, men han måtte for tredje gang i træk se til fra tribunen, da Randers skuffede fælt i 1-3-nederlaget til Viborg, fordi Colin Todd nok engang droppede ham.

»Min beslutning (om at droppe Keller, red.) er rimelig simpel. Jeg mener ikke, det er rigtigt at tage ham tilbage,« sagde Colin Todd, inden han uddybede:

»Jeg har et omklædningsrum, som jeg skal bekymre mig om. Situationen med Borring ligger ikke på mit bord. Den hører til højere oppe i systemet. Hvad angår Keller, så er det min beslutning, om jeg bruger ham eller ej.«

Sagen har skabt ravage i Randers omklædningsrum, som har haft det gevaldigt svært med situationen og det ’nummer’, som Christian Keller har lavet. Colin Todd ønskede dog ikke at tale om, hvorvidt der er en straffeaktion i forhold til Christian Keller, der inden al balladen brød løs havde spillet 19 kampe fra start.

»Synes du, han har gjort noget galt? I har altid en mening, så hvad synes du?«, spurgte Colin Todd tilbage uden at være vred eller flabet.

Det er en svær situation.

»Ja, det er. Hvis jeg havde gjort det samme (i min tid som professionel fodboldspiller, red.), så ved jeg godt, hvad der var sket.«

Hvad?

Colin Todd svarede ikke på spørgsmålet, og han ønskede heller ikke at fortælle, om han vil bruge Christian Keller i Randers’ næste kamp. Ej heller om Keller har en fremtid i Randers under den britiske manager.

 
Osama Akharraz bringer på fænomenal vis Viborg foran mod Randers.
Vis mere

Jonas Borring har tidligere udtalt til BT, at han ikke ønsker at spille i Randers, så længe Christian Keller er der. Sidstnævnte har sagt, at han ikke vil spille for andre end Randers, og at han stopper sin karriere, hvis klubben skrotter ham.

Der er altså tale om noget af en konflikt, som også involverer den relativt nyligt udnævnte administrerende direktør i Randers, Michael Gravgaard, men han bidrog ikke med mange ord.

»Når der er noget nyt, så skal I nok få det at vide,« sagde Michael Gravgaard.

Forude venter nu en landskampspause på 14 dage for Randers. En pause, der med god sandsynlighed vil blive brugt på at diskutere og måske løse Keller-Borring-dilemmaet.