Lotte Friis demonstrerer forrygende form ved de Olympiske Lege. Søndag sænkede klor-torpedoen en Danmarksrekord under det hun selv kalder en træningstur.

Lotte Friis får ros på bassinkanten for at være slank og i god form. Den gode form tager hun tydeligvis med sig ned i vandet.

Søndag formiddag svømmede hun sig i finalen i 400-meter-fri i en tid, der var hurtig nok til at slette den eksisterende Danmarksrekord på distancen.

- Taktikken var at hægte sig på pigerne i midterbanerne. Vi vidste godt, de ville være hurtige. Og så prøve og køre noget træning op til 800-meteren. Det her er et vigtigt løb for at kunne gøre det godt på 800'eren senere, forklarede Lotte Friis, der selv brød ud i latter over danmarksrekorden under 'træningsturen'.

- Ja, det er ret dejligt, jeg er glad og overrasket, nu skal jeg bare være klar til i aften. I aften har jeg nok lidt ekstra power, det har man altid i en finale og særligt en OL-finale. Nu har vi allerede set, at alt kan ske, sagde Lotte Friis, der hastede videre til debriefing og taktikmøde med landstræner Paulus Wildeboer.

Lotte Friis har tidligere vundet EM-bronze på 400-meter-fri distancen. Friis' nye rekord lyder på 4.04,22 minutter.

Herunder kan du se et video-portræt af Lotte Friis: