Talrige vognlæs af gratis-aviserne 24timer og Dato, når aldrig deres læsere, men køres hver morgen ud på Amager Strandpark, hvor de brændes af. Det skriver dagbladet Information.

Læs på læs af gratisaviserne 24timer og Dato når aldrig frem til de brevsprækker, de er tiltænkt, men går i stedet op i røg på en strand i København.

Hver dag de seneste 14 dage har mellem en og tre varevogne tidligt om morgenen læsset store partier gratisaviser af på en bålplads på Amager Strandpark og sat aviserne i brand.

- Det er ren og skær snyd. Der er nogen, der bliver betalt for at uddele nogle aviser, som de i stedet tager ud og futter af, siger drifts- og udviklingschef i Amager Strandpark I/S, Jesper Schrøder.

Det drejer sig om mellem 50-60 bundter af gratisaviser, som hver dag går op i røg - til stor gene for medarbejdere og gæster på stranden, fortæller informationsmedarbejder i Amager Strandpark I/S, Adrian Saly.

- Det er noget værre svineri. Nogle gange ligger der et helt bjerg aviser tilbage på stranden, fordi ilden ikke har fået fat i dem. Det værste er, når vinden blæser, for så flyver aviserne rundt på stranden og ender i vandet, siger Adrian Saly.

Drifts- og udviklingschef Jesper Schrøder:

- Vi gør rent for fire mio. kroner om året. Det er rigtigt mange penge, så vi er ærligt talt trætte af det her.

Noget tyder dog på, at de lyssky avisafbrændingerne snart kan få en ende.

Natten til i går overraskede nogle medarbejdere fra driftsholdet på Amager Strandpark nemlig to af avisafbrænderne, som gik i panik og stak af. Inden nåede medarbejderne dog at tage deres nummerplader, som nu er videregivet til Bladkompagniet, der står for distributionen af de to gratisaviser.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Bladkompagniets administrerende direktør, Lars Bjørn Høybye. Ifølge Informations oplysninger skulle en politianmeldelse af de to avisafbrændere dog være undervejs.

Direktørerne for de to gratisaviser, Dato og 24timer, er underrettet om sagen.

- Jeg fik sagen oplyst i går og har på den baggrund iværksat en undersøgelse af, hvad der helt konkret er sket, så det ikke sker igen. Som kunde kan jeg selvfølgelig ikke leve med, at mine aviser ikke kommer ud, så jeg går ud fra, at der bliver grebet hårdt ind, siger 24timers direktør , Torsten Bjerre Rasmussen.

24timer hører under JP/Politikens Hus og udkommer i 500.000 eksemplarer. Den husstandsomdeles i store dele af Storkøbenhavn, Århus, Aalborg, Odense, Kolding, Vejle og Esbjerg.