»Jeg hugger brænde og slår græs, min kone gør mere rent. Men sådan er det jo bare.«
Sådan siger Konservatives folketingsmedlem Rasmus Jarlov i P1 Debat, hvor han blandt andet »med et smil« indrømmer, at hans hustru laver mere i hjemmet, end han selv gør. Og det ser han ikke noget problem i.
Det gør influencer og journalist Christina Sander til gengæld.
»Jeg reagerer på hans generelle negligering af ligestillingsdebatten, at han omtaler den som 'skrigeri' og 'hysteri'. Han underkender værdien af ligestilling,« siger Christina Sander til B.T., og tilføjer:
»Det er et gammelt retorisk greb, som man bruger om kvinder, når de sætter fokus på ligestilling. Det er forudsigeligt og nedladende.«
Christina Sander holder foredrag om begrebet 'mental load', der dækker over den byrde, som det kan være at holde styr på det hele i hjemmet. Oversat til dansk: 'den mentale belastning'.
Rasmus Jarlov fortæller i P1-programmet, at han »ikke har fulgt detaljeret med i debatten, fordi han bliver træt«, og at han mener, at debatten hurtigt bliver »meget aggressiv«.
»Far slår lidt mere græs, og mor henter børn lidt oftere. Jeg synes ikke, at man behøver at blive vred over det,« siger han i programmet.
Men det fik altså alligevel Christina Sander til tasterne på Instagram for at dele en satirisk tak til Rasmus Jarlov.
'Tak til Rasmus Jarlov for at kalde ligestillingsdebatten for 'skrigeri' og 'hysteri'. Virkelig. Tak. Jeg har lige slået min egen, personlige rekord på syv kilometer på grund af dig,' skriver hun på Instagram.
Rasmus Jarlov kan dog ikke forstå, hvorfor Christina Sander har behov for at »hidse sig op« på den måde, fordi han slår græsset derhjemme, fortæller han til B.T..
»Jeg siger, at der er hysteri på begge sider, men jeg må også tilføje, at det er en spøjs måde at modbevise, at debatten er hysterisk ved at lægge et rasende billede op på Instagram,« siger Rasmus Jarlov, og tilføjer:
»Jeg er på den ene side overrasket, og på den anden side er det ret typisk for ligestillingsdebatterne, og det er, hvad der gør, at mange mænd ikke gider være med.«
Rasmus Jarlov mener, at debatten bliver unødigt aggresiv, bestemt fordi han også giver Christina Sander ret et langt stykke hen ad vejen. Familiemødre oplever mental load, uddyber han.
Men den pointe fik Christina Sander altså ikke med sig på vejen, da hun lyttede til P1-programmet.
»Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente af en mand som Rasmus Jarlov, men det mindste man kan gøre som politiker er at anerkende, at der er forskel mellem mænd og kvinder, og så kan man diskutere, hvordan man løser det,« siger hun.

På det sociale medie X får Rasmus Jarlov også svaret på kritikken, som Christina Sander retter imod ham på Instagram.
'Det har åbenbart hidset påvirkeren Christina Sander voldsomt op, at jeg forleden i P1 var ærlig om, at min kone og jeg ikke laver de samme opgaver derhjemme,' skriver Rasmus Jarlov på det sociale medie X, og tilføjer:
'Det virker for mig som en kontraproduktiv måde at bevise, at ligestillingsdebatten i hvert fald ikke er hysterisk.'
Christina Sander anerkender, at debatten om ligestilling og mental load kan være ophedet, fordi den træder ind i det personlige og private, fordi man bliver nødt til at tage stilling til sit eget privatliv, og hvordan ens ægteskab og hjem er indrettet.
»Jeg har en grundfølelse af uretfærdighed. At Rasmus Jarlov ikke forstår, hvorfor nogle kvinder bliver vrede og ønsker at ændre på det, synes jeg er bemærkelsesværdigt,« siger hun, og tilføjer:
»Kvinder er i dag på arbejdsmarkedet, hvor vi både kan blive statsminister og astronaut. Men vi står stadig for hjemmet, som vi også gjorde for 60 år siden. Vi har glemt at fortælle vores sønner, brødre og mænd, at det kræver, at de tager mere ansvar i hjemmet,« siger hun.
