Det utænkelige skete – Brøndby IF smed guldet i det, der blev et historisk kollaps mod AGF.
Et enormt drama på lægterne og på banen endte med en aarhusiansk 3-2-sejr, hvor Brøndby begik flere store brølere i defensiven, så vi er nødt til at sige – den var I selv ude om.
Herunder får du B.T.s dom fra Brøndbys nederlag til AGF.
Det kunne næsten ikke blive værre for Brøndby – én af deres egne gamle drenge, der slog det sidste søm i kisten og hev guldet ud af hænderne på de blågule.
Mortensens 3-2-kasse var iskold, da han fik den serveret af en Jacob Andersen, som ALT for nemt rundede Marko Divkovic, før han slog den ind over til Mortensen.
Han lignede dog ikke én, der sådan for alvor nød scoringen, og han afstod fra at tvære salt i det åbne kødsår, han lige havde påført Brøndby.
I de store kampe skal de største spillere vise sig frem – og det formåede Vallys slet ikke i dag.
EM-bejleren tog del i spillet som vanligt, men hvor var det bare ufarligt det, der kom fra den blonde offensivspiller – og for den sags skyld også fra hans kompagnon Yuito Suzuki.
Vallys blev inden dagens kamp kåret som årets spiller, men hans spil var langt fra nogen som helst kåringer søndag – udover kampens flop.
Brøndby – 3-4-3
Patrick Pentz 2
Jordi Vanlerberghe 3
Rasmus Lauritsen 2
Jacob Rasmussen 3
Sebastian Sebulonsen 4 (ud 70)
Daniel Wass 3 (ud 70)
Josip Radosevic 3
Marko Divkovic 3
Yuito Suzuki 3
Filip Bundgaard 2 (ud 45)
Nicolai Vallys 2
---
Ohi Omoijuanfo 3 (ind 45)
Mathias Kvistgaarden UB (ind 70)
Sean Klaiber UB (ind 70)
AGF 3-5-2
Jesper Hansen 5
Felix Beijmo 4
Frederik Tingager 4
Eric Kahl 3
Gift Links 4
Nicolai Poulsen 2
Mads Emil Madsen 2
Magnus Knudsen 4 (ud 57)
Mikael Anderson 4
Tobias Bech 5
Patrick Mortensen 4
---
Mats Knoester 3 (ind 57)
Jacob Andersen UB (ind 70)
Føj, et drama. Det her var selv som neutral beskuer en fysisk udfordrende kamp at komme igennem, og vores blodtryk må have været livstruende højt undervejs.
Sjældent har vi været igennem sådan en rutsjebanetur, som den her Superliga-søndag i Brøndby gav os med en tidlig hjemmeføring, inden mesterskabet lige så stille gled ud af hænderne på Brøndby, der blot kunne følge opdateringerne fra Herning, hvor Ulvene pludseligt ødelagde Silkeborg.
Stemningen var intens og trykket, indtil Sebastian Sebulonsen hamrede Brøndby på 2-2 efter godt en time. Målet var en saltvandsindsprøjtning til et Brøndby Stadion, der var gået kold i rene nerver.
Men som den afgørende føring udeblev, jo mere stille blev det også på lægterne i Brøndby, hvor samtlige var på tæerne eller på kanten af sædet – og så slukkede Patrick Mortensen gulddrømmene med sit iskolde mål til 3-2.
I Brøndby-lejren vil de være ENORMT skuffede over, at holdets største profiler ikke ramte dagen, da det var allermest vigtigt, og den her kommer til at svie i flere år, for det var ganske enkelt et kollaps, hvor flere personlige fejl blev afgørende.
Skarpheden udeblev foran mål, hvor flere spillere ikke kan sige sig fri fra at være skyldige, og i bagkæden var det uorganiseret og ofte slapt.
Til sidst gik det HELT AMOK, da Uwe Rösler hoverende jublede og skreg 'YES', så alle kunne høre det. Brøndbys Thomas Mikkelsen fløj i flæsket på Rösler, der blev reddet af en AGFer.
Men dét her, det bliver et forhold, der aldrig bliver rettet op igen.
Hvordan kunne det der nogensinde lade sig gøre? Dét selvmål af Rasmus Lauritsen, der netop havde leveret sin potentielt vigtigste Brøndby-aktion nogensinde med sit 1-0-mål, var uforklarligt.
Han skulle blot cleare et forholdsvist ufarligt indlæg fra AGFs venstreside, men alene foran kassen mistede han balancen og sendt på klodset vis bolden i sit eget mål, hvor Brøndby-helten Patrick Pentz var forsvundet ud efter en bold, som han alligevel ikke ville have.
Vi kan ikke forklare det med andet end nerver, for det var et mysterium, hvad vi var vidner til ved 1-1-målet.
Siden var det slap opdækning omkring Patrick Mortensen og Tobias Bech ved 2-1-målet, inden Divkovic nærmest gav op i sin defensive aktion ved 2-3-målet.
Av, av, av. Brøndby må indføre kommunal sørgedag. Der var lagt op til en historisk fest, men det blev den værste fuser, vi kan erindre.
Brøndby må nøjes med sølvmedaljerne efter en vanvittig Superliga-sæson, hvor de blågule smed det hele til allersidst.
AGF ender som nummer fem efter en sæson, hvor de tabte pokalfinalen og ellers sjældent leverede spil, der for alvor pegede frem. Det har det til gengæld gjort i de seneste to runder, hvor de i den grad har afgjort tingene i guldkampen, hvor først FCK fik kniven og siden Brøndby.