En række kosmetikproducenter bruger kemikalier, som ifølge EU og Miljøstyrelsen er hormonforstyrrende.

En lang række større producenter bruger fortsat hormonforstyrrende stoffer som parabener og ftalater, skriver 24timer.

En ny opgørelse fra Forbrugerrådet viser, at mange helt store pleje- og kosmetikproducenter, som L’Oréal, The Body Shop og Oriflame, ikke har stoppet brugen af disse kemikalier, på trods af at de er på både EU og Miljøstyrelsens lister over hormonforstyrrende stoffer.

Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl, mener, at de store virksomheder frygter, at det vil skade deres brand, hvis de indrømmer at have brugt skadelige stoffer.

The Body Shop er på listen over firmaer, der ikke vil udfase 17 mistænkte hormonforstyrrende stoffer.

- 70 procent af vores produkter er uden parabener, så vi kan tilbyde et bredt udvalg, og alle kan vælge det, de ønsker. Vi er desuden i gang med at fjerne parabener helt fra vores produkter og forventer, at alle produkter er parabenfri i løbet af nogle år, siger Marianne Gulløv, der er kommunikationschef hos The Body Shop, til 24timer.