Der er håb for de mange tusinde, som ikke har været heldige at få Kählers 175 års jubilæumsvase Omaggio.

En ny er på vej, men der er en forskel. Det er en lillebror. Det skriver Stiften.dk.

»Reaktionen har været helt overvældende. Vi havde ikke drømt om, at så mange tusinde ville være interesserede i vasen. Vi oplyser ikke, hvor mange der er fremstillet, men det er mange tusinde. Og til november udsender vi en mindre udgave af den. Hvor den første er 20 cm høj og koster 349 kroner, bliver den næste 12½ cm høj og vil koste 199 kroner,« siger Jesper Holst Schmidt, administrerende direktør i Kähler, der ejes af den århusianske arkitekt Frantz Longhi.

Også han er forbløffet over reaktionerne.

Longhi udtrykker det sådan her:

»Da vi vågnede op onsdag morgen, må det have været ligesom en eliteløber føler, når han netop har vundet et verdensmesterskab,« sagde Frantz Longhi til mig, fortæller Jesper Holst Schmidt. Han er selv gået fra asken og i ilden. Han var administrerende direktør for Kähler, da det gik konkurs sammen med Gude-koncernen i 2007. Men Frantz Longhi så hans potentiale og ansatte ham straks, da han købte Kähler ud af konkursboet for nu at have gjort det til en forrygende succes.

Longhis første tre år med Kähler gav underskud. Det fjerde år, 2011-12, gav et plus på en halv million kroner, 2012-13 var bedre med 8½ millioner, og det regnskabsår, der sluttede 30. april, giver på den gode side af 20 millioner i overskud«, som Jesper Holst Schmidt udtrykker det.

»Vores vækst i år er på over 100 procent. Vi har ansat 12 nye medarbejdere på værkstedet i Næstved og lige nu et par stykker ekstra i administrationen for at kunne betjene kunderne godt og svare på alle de mange mails og telefonopringninger,« siger direktøren.

Den nye, lidt mindre vase kommer ud til forhandlerne i november.

»Jeg kan kun opfordre folk til at gå ind til deres isenkræmmer og spørge, om de kan forudbestille. så laver butikken måske en liste over interesserede,« siger Jesper Holst Schmidt.

»Det er en forretningshemmelighed, hvor mange vi laver, men der bliver ikke lavet færre end af vasen på 20 centimeter,« siger han.

Succesen er nået videre. Både svenskere og nordmænd er blevet vilde med Omaggio-vasen og Kähler, og også der bliver vasen nu sat til salg til en pris langt over den oprindelige.