Ejendomsmæglere gnider sig i hænderne: Påsken sætter gang i boligsalget med talrige åbent hus-arrangementer.

Hvis du leder efter drømmeboligen, giver påskedagene rigeligt med muligheder for at snuse rundt og gå på udkig.

Tusindvis af danskere, som gerne vil sælge deres bolig, bruger nemlig helligdagene til at åbne hoveddøren og vise deres hjem frem til potentielle købere.

Det gælder blandt andet nord for København, hvor DanBolig Gentofte oplever vældig interesse for at vise boligen frem over påsken.

- Påskemandag er en af vores helt store åbent hus-dage, og mange sælgere er ivrige efter at få vist boliger frem til interesserede købere, fortæller ejendomsmægler Frederik Fausing.

- Forventningen er, at vi får rigtig travlt, og så må vi håbe, at boligkøberne er lige så motiverede for at gøre en god handel i påskedagene, tilføjer han.

Også ejendomsmæglerkæden Robinhus oplever heftig aktivitet i påskedagene.

- Hos os er påsken ekstra god, da ejerne jo selv viser deres boliger frem. Køberne er ikke afhængige af, om mægleren har tid, og vi kan derfor invitere til over 600 åbent hus-arrangementer i påsken, siger direktør Torben Andersen.

- Det vil helt sikkert kunne mærkes på salget, lyder det.

Ifølge boligportalen Bolig.dk står et "rekordstort antal" boliger til salg over hele landet: 80.924 ejerboliger udbydes netop nu til salg.

- Påskedagene i manges bevidsthed der, hvor der for alvor kommer gang i forårssalget af ejerboliger, og det må man sige, at det store antal åbent hus-arrangementer er et godt billede på, udtaler Michael Eggert, direktør i Bolig.dk.

De næste tre dage finder man over 8500 åbent hus-arrangementer fordelt over hele landet.

/ritzau/