Læger kritiserer patientsikkerheden på et privathospital efter en 35-årig kvindes uventede død. Det fortæller en dokumentar på DR's P1 i dag.

Den 35-årige mor til tre, Mette Duus, fik hjerte- og respirationsstop 9. december 2009 på privathospitalet Aleris i Aalborg. Hendes hjerne var uden ilt så længe, at hendes liv ikke stod til at redde, og lægerne på Aalborg Sygehus måtte fem dage senere slukke respiratoren. Dødsfaldet skete efter det, der skulle have været en ukompliceret kosmetisk operation med fjernelse af arvæv.

Kvindens enkemand, Erik Duus, har fået Patientforsikringens ord for, at dødsfaldet ikke var sket, hvis Aleris havde overvåget kvinden mere grundigt efter operationen. På tidspunktet for hjertestoppet var der ingen elektronisk overvågning af Mette Duus' vitale funktioner og ingen sygeplejerske på stuen.

Derfor har Patientforsikringen tilkendt familien erstatning. Erik Duus har også sendt en klage til Patientklagenævnet for at få placeret et personansvar.

Efter dødsfaldet har en række læger kritiseret patientsikkerheden på Aleris. I kritiske mails har løst tilknyttede læger forlangt en bedre overvågning af patienterne efter operationerne, det vil sige mere personale til at holde øje med patienterne. Flere af de freelancetilknyttede speciallæger vil ikke arbejde på Aleris under de nuværende forhold.

Narkoselæge Finn Vestergård sagde allerede i oktober 2009 op på Aleris på grund af samme bekymring.

- Aleris prioriterer optimering af overskud frem for kvalitet. Man er mere interesseret i at tjene penge end i at lave kvalitet for patienterne, siger Finn Vestergård

Narkoselæge Finn Vestergård arbejder nu fuld tid ved Region Nordjylland og har bijob ved et andet privathospital, Artros, i Aalborg.

Aleris' cheflæge Ib Jensen kalder dødsfaldet 'uforklarligt'. Han vil nu afvente Patientklagenævnets redegørelse.

Hør hele historien i P1 Dokumentar kl. 14.00 torsdag eftermiddag.