Alle gode gange tre, kunne man tænke, da kong Frederik søndag havde fødselsdag for første gang som konge.
Kongen og Kongefamilien kom nemlig ud på balkonen på Amalienborg og vinkede hele tre gange. Men det er ikke de eneste tre ting, man skulle lægge mærke til.
Ifølge kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen var der nemlig tre andre ting, som var særlige ved fødselsdagen.
Den ene var, at der var så mange familiemedlemmer, og at de kom ud så mange gange.

»Det er en videreførelse af den tradition, der har været under dronning Margrethe og også hendes forgænger med, at monarken kommer ud på balkonen under fødselsdagen og vinker til befolkningen,« siger Lars Hovbakke Sørensen og fortæller, at det først er de seneste år, at det er blevet en tradition med så mange familiemedlemmer på balkonen.
»Før i tiden var det primært monarken og deres ægtefæller, men nu er det blevet sådan et stort, samlet familieforetagende,« forklarer han.
Foruden kongeparret var også deres fire børn, kronprins Christian, prinsesse Isabella samt prins Vincent og prinsesse Josephine til stede på balkonen.
Derudover kom dronning Margrethe også frem på balkonen - til stor jubel for de flere tusinder fremmødte.

Og netop det, at dronning Margrethe også kom frem, var den anden bemærkelsesværdige ting.
»Det var jo spændende, om hun ville gøre det, for vi har jo ikke haft en situation i mere end 500 år, hvor en tidligere monark stadig har været iblandt os,« siger Lars Hovbakke Sørensen og tilføjer:
»Så det var meget spændende, og det var godt og udmærket, at hun valgte at gøre det, for det er der mange danskere, der er glade for. De vil gerne se dronning Margrethe også for at hylde hende.«
Den tredje ting, som også er gået hen og er blevet en ny form for tradition ved monarkens fødselsdag, er fællessang.

Søndag brød folkemængde ud i 'Fødselsdagssangen' - den kendte sang fra børnefødselsdage, hvor børn får at vide, at 'hjemme venter mor og far med dejlig chokolade og kager til'.
Både en del af de fremmødte og Kongefamilien selv virkede til at have svært ved ikke at trække på smilebåndene, da passagen blev sunget til den 56-årige fødselar, der havde sin 84-årige mor ved sin side.
Ifølge Lars Hovbakke Sørensen, så skal man dog ikke hænge sig så meget i teksten:

»Det er noget, der er kommet i forbindelse med coronanedlukningen , hvor danskerne lærte at synge fællessang igen og sang til dronning Margrethe,« siger han og forklarer, at der blandt andet var et børnekor, der sang ‘Fødselsdagssangen’ for dronning Margrethe, og at derefter er blevet en form for tradition.
“Fordi befolkningen i Danmark virkelig føler sig i familie med Kongefamilien og føler, at de kender de her personer, så synger de den sang. Når vi er til familiefødselsdag, så synger man jo også denne her børnesang, selv om det er er voksne. Så det er en tradition, som danskerne virkelig gerne vil holde i hævd,” siger han.
Vil du komme mere ind under huden på kong Frederik og høre mere om hans styrker, svagheder og om hans vilde OL-drøm, så lyt med i B.T.s royale podcast ‘Kongehuset bag kulissen’.
