I en nervøs forestilling lykkedes det med lodder og trisser for FC København at hive bronzemedaljerne i land efter 1-1 hjemme mod FC Nordsjælland.
Viktor Claesson stod for den københavnske føring, men indskiftede Conrad Harder bragte sidst i kampen balance i regnskabet og sendte FCK-fansene ud på stolekanten.
Men hjemmeholdet red stormen af og skal nu møde Randers i en kamp om den sidste europæiske billet.
Læs B.T.s dom herunder:
Hmmm … er FCK-boss Peter Christiansen nu helt sikker på, at det var en god idé ikke at forlænge med Peter Ankersen? Siden nyheden om hans snarlige farvel blev meldt ud, har han konsekvent været i Neestrups startopstilling og været én af eks-mestrenes bedste.
Også denne søndag! Det var Peter Ankersen, der heroisk tacklede sig til en bolderobring i udkanten af FCN-feltet og sendte en perfekt bold ind i Viktor Claessons svenske pande, og så var københavnerne for alvor på bronzekurs.
Det bliver lidt af et hul den 33-årige unge Ankersen efterlader sig i FC København-truppen. Hmmm … måske skal du finde checkhæftet frem, PC?
Han fik kampens første store chance, men Ingvartsens afslutning var sløj og sad lige på Grabara. Og derefter var det en dårlig dag for den tidligere landsholdsangriber.
Marcus Ingvartsen virkede i flere situationer direkte overgearet, og han lænede sig ad flere omgange op ad en advarsel, som uundgåeligt faldt syv minutter inde i anden halvleg. I en så vigtig kamp havde man ellers brug for, at en af holdets mest rutinerede spillere holdt hovedet koldt.
Ingvartsen blev skiftet ud kort efter sin advarsel.
FC København
Kamil Grabara 4
Kevin Diks 3
Denis Vavro (ud 80) 4
Peter Ankersen (ud 72) 5
Elias Jelert 3
William Clem (ud 73) 3
Magnus Mattsson 3
Mohamed Elyounoussi 4
Viktor Claesson (ud 85) 4
Elias Achouri (ud 85) 4
Indskiftere:
Birger Meiling (ind 72) UB
Rasmus Falk (ind 73) UB
Scott McKenna (ind 80) UB
Lukas Lerager (ind 85) UB
Jordan Larsson (ind 85) UB
FC Nordsjælland
Andreas Hansen 3
Oliver Villadsen (ud 80) 4
Kian Hansen 3
Adama Nagalo (ud 80) 3
Daniel Svensson 4
Zidan Sertdemir (ud 61) 3
Jeppe Tverskov 3
Andreas Schjelderup 4
Marcus Ingvartsen (ud 61) 2
Ibrahim Osman 3
Benjamin Nygren (ud 66) 2
Indskiftere:
Lukas Hey (ind 61) 3
Oliver Antman (ind 61) 3
Rocco Ascone (ind 66) 3
Conrad Harder (ind 80) UB
Mads Hansen (ind 80) UB
For FC København handlede søndagens sidste spillerunde om at forhindre den ultimative nedtur – at ende helt uden for de europæiske pladser.
Og det lykkedes – men det var tydeligt, at Parken godt vidste, at den fede fest (som så udviklede sig til et decideret mareridt) fandt sted otte kilometer derfra på den københavnske vestegn.
Sektion 12's stemningstribuner var ikke i partyhumør og havde allermest behov for at sende nogle budskaber til spillerne – eksempelvis 'den hvide trøje forpligter' og 'man er ikke bedre end sin sidste kamp' og 'på med arbejdshandskerne'.
Og da det var tid til den traditionelle badedyrsfest, stod den hvidklædte endetribune med korslagte arme og betragtede de to langsider hygge sig med at sende oppustede enhjørninger og donuts ned på grønsværen.
Man samler ikke på bronzemedaljer i Parken, måtte man forstå.

Ja, her i en vanvittig Superliga-sæsons sidste spillerunde var vi såmænd tæt på også at få årets mål i Parken. Selvfølgelig.
Det var FCK's norske landsholdsspiller Mohamed Elyounoussi, der akrobatisk forsøgte sig med et saksespark cirka fra straffesparkspletten. Man kunne allerede se likes'ne vælte ind til den YouTube-video, som bolden sig nærmede FCN-nettet.
Men en panter-refleks fra Andreas Hansen forhindrede mindeværdigt øjeblik i nationalarenaen.

Ja, så fik FCK-spillerne lige udskudt sommerferien med en uge. For nu venter en alt-eller-intet kamp hjemme mod Randers i næste uge.
Og al respekt for kronjyderne, som har været det bedste af de dårlige i nedrykningsspillet, men FCK er gigantiske favoritter i den kamp. Det kan ikke være anderledes!

