Det voldsomme styrt i Baskerlandet Rundt, der sendte nogle af sportens allerstørste navne i jorden, har sendt rystelser gennem cykelverdenen.

Desværre var Jonas Vingegaard en af de hårdest ramte i forbindelse med styrtet, og nu ser den danske superstjernes deltagelse i sommerens Tour de France stærkt tvivlsom ud.

På trods af dage med sparsomme udmeldinger fra Vingegaards lejr sætter Visma-bossen Richard Plugge nu lidt ord på tilstanden hos danskeren og holdets anden stjerne Wout van Aert, der også er kommet voldsomt til skade.

Det gør han til Cyclingnews.

Visma-Lease a Bike-bossen Richard Plugge står her med familien Vingegaard og fejrer danskerens anden Tour de France-sejr. Fra venstre til højre ser man Frida, Jonas og Trine.
Visma-Lease a Bike-bossen Richard Plugge står her med familien Vingegaard og fejrer danskerens anden Tour de France-sejr. Fra venstre til højre ser man Frida, Jonas og Trine. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi skal først se, hvordan de kommer sig som mennesker, og først derefter kan vi tænke på, hvornår de kan være tilbage på cyklen. Lige nu er det alt for tidligt, vi bliver nødt til at lade dem hvile sig og restituere,« lyder det fra Plugge.

Men i samme ombæring kommer han med et massivt opråb.

Rytternes sikkerhed har gennem lang tid været et tema, og årets første måneder har langtfra gjort det mindre. Tværtimod.

Flere superstjerner er blevet ramt af styrt i den sport, der eksempelvis kostede den unge schweizer Gino Mäder livet i fjor – og satte tanker i gang hos Jonas Vingegaard.

Ifølge Plugge smadrer de mange styrt sporten, og samtidig understreger han, hvor trist det er, hvis cykelsporten bliver snydt for en firemands duel i sommerens Tour de France, hvis bare Tadej Pogacar, Remco Evenepoel, Primoz Roglic eller Jonas Vingegaard ikke stiller til start i verdens største cykelløb.

Jonas Vingegaard har angiveligt fået tilbudt et lægefly hjem til Danmark fra Baskerlandet, hvor han i skrivende stund stadig befinder sig på hospitalet i Vitoria-Gasteiz.

Det kan du læse mere om her.