KOMMENTAR

KIF Kolding København understregede lørdag eftermiddag deres status som favoritter til DM-guldet med en magtdemonstration og et klokkeklart svar til dem, der har sat spørgsmålstegn ved deres styrke efter kampene i slutspilspuljen. KIF var et par klasser bedre end Aalborg Håndbold i den første semifinale, som Bo Spellerberg og hans harpiks-kammersjukker fra den tværgeografiske klubkonstruktion stensikkert vandt 27-21.

Dermed tør jeg godt - og det er egentlig ikke nævneværdigt modigt, det erkender jeg - at sende KIF i DM-finalerne, selvom der mangler at blive spillet en returkamp om to uger i Kolding.

Men skulle Aalborgs unge knægte, der i går igen viste, at de har svært ved at håndtere presset i en vigtig kamp, tage bussen til Kolding og hive tæppet så voldsomt væk under landets rutinerede mandskab, at de vinder med syv? Glem det. Det kommer ikke til at ske.

For nu at forsvare mine egne evner som spåkone kan jeg heldigvis henvise til tidligere klummer i løbet af sæsonen, hvor jeg stædigt har fastholdt, at KIF er min favorit til DM-guldet. Også i løbet af den periode, hvor KIF viste dårlig form med exit i Champions League, nederlag i Final4 mod Skjern og to nederlag i slutspilspuljen til Team Tvis Holstebro og selvsamme Skjern.

I det hele taget imponerede KIF ikke spillemæssigt i de seks kampe i slutspillet - de to storsejre hjemme over Skjern og TTH skyldes ikke udelukkende KIFs kvaliteter, og jeg må da også indrømme, at jeg begyndte at tvivle på, om jeg havde været for skråsikker på KIF. Samtidig gik snakken i håndboldmiljøet - flere og flere talte om, at nu ville KIF knække.

Men lørdag viste KIF den høje klasse, som holdet besidder. Bo Spellerberg og Kim Andersson, igen med krudt i venstre skulder, hævede deres niveau, som var det det mest naturlige - på den måde, som kun topspillere kan det. De to førte an hos KIF, hvor også Kasper Hvidt, der generelt har skuffet siden VM-pausen, stod flot bag et meget solidt forsvar. I det hele taget præsenterede KIF sig i en forfatning, der skabte minder om efteråret, hvor de imponerede stort i Champions League. Kan de ramme det niveau, er der ingen, der kan slå dem i Danmark.

Og det gælder altså også Aalborg, hvor keeper Ole Erevik heller ikke gjorde det let for holdkammeraterne lørdag, da han bød ind med nul (0!) redninger i første halvleg. Og offensivt lignede kun unge Martin Larsen på højre back en mand med tro på, at han kunne udfordre KIFs stærke defensiv. Derfor var det uundgåeligt, at KIF reelt sikrede sig en plads i DM-finalerne og eliminerede spændingen før returopgøret. En højere koncentration i anden halvleg havde resulteret i en decideret ydmygelse af Aalborg, men mon ikke KIF alligevel er helt fint tilfreds med cifrene i ishockeyarenaen i Gigantium.

Spænding i returopgøret tror jeg derimod, der vil være hele vejen i de to semifinaledueller mellem Skjern og Bjerringbro-Silkeborg. De to mødes søndag til første opgør i Skjern, og jeg forventer en noget mere jævnbyrdig affære, end vi så det mellem Aalborg og KIF.

BSV gjorde rent bord i deres slutspilspulje og virker formstærke, og derfor er de også mange steder udråbt til lille favorit. Jeg tror imidlertid mest på Skjern, da pokalmestrene i min optik har et højere topniveau, som bør kunne sende dem i finalen.

Samtidig afhænger meget af det måske allerstørste spørgsmålstegn før de to semifinale-runder mellem Skjern og BSV. Nemlig om BSV endnu en gang falder igennem, når det virkelig gælder? ’Klubben, der aldrig vinder noget’, bliver de drillende kaldt, og det skal blive ekstremt spændende at se, om den taberkultur, der i mange år har præget klubben, er forsvundet, eller om den stadig hænger ved, selvom træner Peter Bredsdorff-Larsen har gennemført massiv udskiftning i spillertruppen.