Den amerikanske præsident, Joe Bidens, søn Hunter Biden har tirsdag valgt at erklære sig skyldig i to sager om skatteunddragelse samt en om våben.

Det skriver en række amerikanske medier, herunder The Washington Post.

Hunter Biden, der er 53 år, har været under efterforskning for ikke at betale sin skat rettidigt i årene 2017 og 2018.

Det skal dreje sig om et beløb omkring 1,2 millioner dollar.

Sagen om våben stammer fra 2018, hvor han ulovligt ejede et håndvåben.

Umiddelbart ser det ud til, at Hunter Biden, hvis en dommer godkender den aftale, han har indgået med det amerikanske justitsministerium, slipper med en betinget dom og dermed ikke skal i fængsel.

Hvornår præsidentens søn skal i retten for at erklære sig skyldig, står ikke klart.

Undersøgelsen af Joe Bidens næstældste søn har stået på siden 2018. Dengang var Donald Trump præsident.

Hunter Biden har selv været åben om, at han i en årrække har haft problemer med stoffer.

Det har stået på, efter han i 2015 mistede sin bror Beau Biden.

Samtidig med at Hunter Biden formentlig undgår tid i fængsel, så betyder aftalen, at han heller ikke skal igennem en potentielt længere retssag og det medfølgende mediecirkus.

»Jeg ved, at Hunter tror på at tage ansvar for de fejl, han har lavet i en periode med uro og afhængighed i hans liv. Han ser frem til at få det bedre og nu komme videre,« siger Chris Clark, Hunter Bidens advokat, i en udtalelse.