Musk undskylder til de firmaer, han er leder for, og den dykker, han fornærmede med pædofil-kommentar.

Tesla-rigmanden Elon Musk undskylder nu over for den britiske grottedykker, som han forleden kaldte en 'pedo guy' (pædofil fyr, red.').

'Jeg undskylder til hr. Unsworth og til de firmaer, jeg repræsenterer som leder. Skylden er min og min alene', skriver han på Twitter.

Undskyldningen kommer, efter Elon Musk søndag i en række bizarre tweets angreb den britiske dykker Vernon Unsworth, der spillede en central rolle i redningsaktionen af tolv fodbolddrenge og deres træner, som havde siddet fanget i en oversvømmet grotte i Thailand.

Årsagen til angrebet menes at have været et interview, som den britiske dykker gav til CNN lørdag, hvor Vernon Unsworth blandt andet sagde, at han ikke mente, den miniubåd, som Elon Musk havde sat sine ingeniører til at bygge for at hjælpe med at fragte børnene ud af grotten, ville have 'nogen form for chance for at virke'.

»Han kan stikke sin ubåd derop, hvor det gør ondt. Der var absolut ingen chance for, at det ville virke. Han havde ingen anelse om, hvordan passagen gennem grotten var,« sagde han blandt andet og forklarede, at han mente, det var et pr-stunt fra Elon Musks side.

ARKIVFOTO af den britiske grottedykker Vernon Unsworth (i midten) under redningsaktionen i Thailand. 
ARKIVFOTO af den britiske grottedykker Vernon Unsworth (i midten) under redningsaktionen i Thailand.  Foto: REUTERS/Panu Wongcha-um
Vis mere

Det fik Elon Musk til at fare til tasterne og tweete, at miniubåden ifølge ham selv kunne have bidraget til redningsaktionen, hvorefter han grundløst tilføjede:

'Sorry pedo guy, you really did ask for it ('Beklager, pædo-fyr, du bad selv om det', red.).'

Nu undskylder han dog på Twitter i et svar til en anden Twitter-bruger, der har tweetet en artikel om sagen.

'Som denne velskrevne artikel indikerer, så var mine ord skrevet i vrede, efter hr. Unsworth sagde flere usandheder og antydede, at jeg tog del i en seksuel akt med miniubåden, som var bygget for at hjælpe og ud fra specifikationer fra dykkerholds-lederen', skriver Elon Musk i sit første tweet, før han tilføjer:

'Ikke desto mindre så retfærdiggør hans handlinger imod mig ikke for mine handlinger mod ham, og for det undskylder jeg over for hr. Unsworth og de firmaer, jeg repræsenterer som leder. Skylden er min og min alene'.

I et tredje tweet skriver han:

'Jeg er virkelig ked af det, hvis jeg har stødt nogen'.

ARKIVFOTO af Tesla-rigmanden Elon Musk.
ARKIVFOTO af Tesla-rigmanden Elon Musk. Foto: Joe Skipper
Vis mere

Til The Guardian fortalte Vernon Unsworth efter angrebet, at han var 'forbløffet og meget vred'.

»Jeg kommer ikke til at give flere kommentarer om ham, men jeg tror, det er gået op for folk, hvilken fyr han er,« sagde han i den forbindelse.

Den britiske grottedykker, der til daglig bor i Thailand, fortalte også til nyhedsbureauet AFP, at han overvejede, om han skal lægge sag an mod Elon Musk nu, men at han først ville beslutte sig senere.

»Det er ikke slut,« sagde han.