Tidligt fredag morgen er to politibetjente blevet stukket ned med en kniv i London.

Betjentene er i øjeblikket indlagt på hospitalet, og det vides ikke, hvor alvorlig tilskadekomst, der er tale om. Men ifølge Sky News er en mand nu anholdt og er under mistanke for at have forårsaget stor fysisk skade.

Knivoverfaldet sker på et tidspunkt, hvor hundredtusinder er ved at tage afsked med dronning Elizabeth, og hvor der er ekstra travlhed i den britiske hovedstad.

Og selvom der ikke er noget der tyder på, at hændelsen skulle have relation til dronningens begravelse eller terror, så kalder B.T.s internationale korrespondt, Jakob Illeborg, det alligevel for »et mærkeligt sammenfald.«

Foto: TOM NICHOLSON
Vis mere

»Det er voldsomt og tilsyneladende ret alvorligt den måde, de er stukket på. Det sender en vis uro gennem systemet, fordi man om et par dage skal huse flere statsoverhoveder, regeringschefer og kongelige, end man har gjort i mands minde,« fortæller han og fortsætter:

»Rædselsscenariet er jo, at nogen afbryder begivenhederne på den ene eller anden måde.«

Londons borgmester, Sadiq Khan, har fordømt angrebet og opfordret alle med oplysninger om hændelsen til at kontakte politiet.

»Mine tanker og bønner er hos dem, deres pårørende og politikolleger efter dette skammelige angreb. Angreb mod politiet vil ikke blive tolereret, og alle gerningsmænd vil blive fanget og retsforfulgt,« siger han ifølge Sky News.

Knivstikkeret fandt sted omkring klokken 06.00 nær Leicester Square i det centrale London – ikke særlig langt fra begivenhederne.

Mandag finder selve begravelsen af dronning Elizabeth sted. Her vil kongelige og politiske ledere fra hele verden rejse til London for at deltage.

Fra det danske kongehus deltager dronning Margrethe og kronprins Frederik. Først meldte Kongehuset ud, at også kronprinsesse Mary var inviteret, men det er altså ikke tilfældet alligevel. Læs mere om den historie her.