Miguel Ángel López slog adskillige verdensstjerner i Vuelta a San Juan og tog den samlede føring.

Cykelrytteren Miguel Ángel López er røget ned på et hold fra en markant lavere hylde, efter at han i december blev fyret af World Tour-holdet Astana. Men hans eget niveau er tilsyneladende ikke dalet.

Sent fredag aften dansk tid kørte han fra en stribe af verdens bedste cykelryttere og vandt 5. etape af Vuelta a San Juan i Argentina.

Samtidig overtog han den samlede føring i løbet, som slutter søndag.

López blev fyret af Astana, efter at holdet angiveligt havde fået nye oplysninger, som viste en forbindelse mellem ham og den kontroversielle læge Marcos Maynar.

Marcos Maynar er blevet undersøgt i en sag om narkohandel og hvidvaskning, og han har også været involveret i flere sager om doping.

Cykelrytteren blev kortvarigt suspenderet i sommer, men i august ophævede Astana udelukkelsen af López med henvisning til, at hverken de spanske myndigheder eller Den Internationale Cykelunion (UCI) havde fundet en ulovlig forbindelse.

Kort efter blev han nummer fire i Vuelta a España, som blev også hans sidste store etapeløb, før Astana gav ham sparket.

I januar blev han samlet op af Team Medellin fra hjemlandet. Cykelholdet kører som kontinentalhold på tredjeøverste niveau.

Men benene kan altså stadig.

28-årige López, der tidligere i karrieren har vundet etaper i både Vueltaen og Tour de France, åbnede 2023 med at vinde endagsløbet Clásica de Ciclismo Ciudad de Villeta i Colombia.

Fredag slog han så ryttere som Sergio Higuita, Egan Bernal og Remco Evenepoel på en bjergetape, mens han erobrede førertrøjen i det argentinske løb.

Tobias Lund Andresen fra DSM deltager også i løbet. Han er efter fem etaper nummer 43 i løbet. Quick-Steps Michael Mørkøv er nummer 95.

/ritzau/