Caroline Wozniacki får travlt de kommende dage.

Ikke nok med, at den danske verdensstjerne – ved siden af rollen som mor til to – skal passe sit intense træningsforløb frem mod den kommende sæson, så skal der også lige holdes jul i USA for hele familien.

For både danskerens bror, Patrik Wozniacki, hans familie og deres forældre, Piotr og Anna Wozniacki, er nemlig fløjet til Miami for at holde jul.

Det fortæller Patrik Wozniacki til B.T.

Foto: Elsa/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi holder altid jul her i Miami, når Caroline træner. Det gør hun altid i december, og vejret er jo dårligt i Europa på denne her tid, så vi kan lige så godt tage herover,« lyder det fra TV 2's tenniskommentator.

I 14 ud af de seneste 15 år har han – sammen med sin hustru og deres to børn – været i Miami ved juletid, så hele familien kan være samlet, mens tennissøsteren forbereder sig på en ny sæson.

»Mine forældre og Caroline har et par lejligheder, hvor vi kan bo, og derfor har vi været her siden starten af december,« lyder det videre.

Netop derfor har Patrik Wozniacki da også i et par uger kunnet se, hvordan hans søster har taget store skridt på træningsbanen siden US Open-comebacket.

Foto: Jose Mendez/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det ser godt ud. Caroline har lige slået Ajla Tomljanovic og Amanda Anisimova, og dem gjorde hun hurtigt kål på. Så det var positivt, og hun har været tilfreds,« forklarer han.

De seneste uger har særligt været én ting, som den danske tennisstjerne har fokuseret på i sin træning.

»Caroline har haft fokus på specielt serven, fordi det er tunge bolde, de spiller med. Hun blev lidt træt i armen i sidste sæson, og det overraskede hende, at de var blevet så tunge, siden hun var stoppet i 2020,« siger TV 2-kommentatoren, inden han afslutter:

»Ellers har det for det meste været noget med timing, teknik og dét at kunne spille lidt smartere med den type bolde. Og så selvfølgelig med længde på slagene.«

Caroline Wozniackis første opgave i den kommende sæson bliver WTA-turneringen i Auckland.