Har du børn i alderen, hvor de har en mobiltelefon, så har du sikkert indskærpet hvor vigtigt det er, at de lærer mor og fars mobilnummer uden ad. For tænk nu, hvis barnets mobil løber tør for strøm eller det får mobilen stjålet. Så er barnet jo nødt til at kende mobilnummeret til enten mor eller fars mobil.

Men det er så her, at barnet kan hive børneargumentet frem og sige spejl. For der er stor sandsynlighed for, at du ikke kan mobilnummeret til dit eget barn.

Det viser en ny undersøgelse fra Telia og analyseinstituttet YouGov. Kun 27 procent af alle forældre kan deres børns telefonnumre i hovedet – lidt flere kvinder end mænd skulle dog være i stand til at huske de 8 cifre.

Læs også: Billig mobilabonnement til børn

Vi er lidt bedre til at huske nummeret på vores kæreste eller ægtefælle, nemlig halvdelen og 49 procent kan huske nummeret på vores forældre.

Undersøgelsen kom også omkring Oplysningen, som man kan ringe til, hvis man ikke kender et mobilnummer. 86 procent af deltagerne i undersøgelsen havde ikke ringet 118 i mindst 3 år. Lidt overraskende har 20 procent af deltagerne i undersøgelsen faktisk slået et nummer op i en fysisk telefonbog i papir det seneste år.

Læs også: Guide: Spar penge og vælg mellem de billigste mobilselskaber