B.T. kunne tidligere mandag afsløre, at AGF havde landet en aftale omkring Vejles Tobias Mølgaard.

Og nu er handlen officielt på plads.

Det bekræfter AGF på sin hjemmeside, hvor det fremgår, at den 25-årige højreback skifter Nørreskoven ud med Fredensvang.

Han kommer til på en aftale, der løber tre år frem.

B.T. kunne tidligere mandag afsløre, at parterne hen over weekenden er blevet enige om en pris tæt på tre millioner kroner.

Der manglede kun et lægetjek, og det er altså nu blevet bestået, så Mølgaard kan kalde sig AGF-spiller.

Handlen vækker ikke overraskende stor glæde i AGF, hvor sportschef Stig Inge Bjørnebye glæder sig over sommerens første transfer.

»Tobias Mølgaard har været god i den seneste sæson i 3F Superligaen, hvor han har skilt sig ud med sit spil og sin arbejdsindsats på et hårdt kæmpende Vejle-hold. Han arbejder altid hårdt og er en ydmyg og fokuseret fodboldspiller, som for længst har vist sit værd og sit talent.«

»Han er også hele tiden opmærksom på, hvordan han kan bygge på sit spil og fortsat udvikle sig, og han indeholder mange af de kvaliteter, vi søger hos en spiller hos AGF.«

»Vi har fulgt Tobias længe og vi glæder os over, at han har valgt os som sin næste klub - nu ser vi frem til at se ham i den hvide trøje,« lyder det fra AGF-bossen.

Tobias Mølgaard debuterede for Vejle i 2018 og siden har han spillet 100 kampe for klubben, der i den forgangne sæson rykkede ud af Superligaen.

Nu skal han hjælpe AGF med at rette op på den skude, der yderst skuffende endte som nummer 10 i Superligaen.

Han har første træningsdag på torsdag, hvor resten af AGF-truppen også møder ind for første gang.