OB mangler kynisme i både offensiven og defensiven.

Sådan lyder vurderingen efter endnu et skuffende resultat af fynboerne.

Max Fenger kaldte 2-2-kampen mod Sønderjyske for 'frustrerende'.

»Det var meget blandet. Vi viser til tider gode takter på bolden, men vi mangler igen noget kynisme på holdet.«

»Vi laver de her dumme fejl, der giver mål. Vi mangler altid den sidste aflevering eller kvaliteten i indlægget oppe foran,« sagde Max Fenger efter kampen.

»Vi mangler kynisme både offensivt og defensivt. Men de kommer ud med deres gameplan, og de var svære at spille imod.«

Max Fenger havde ikke den gyldne løsning på, hvordan OB finder den kynisme, holdet mangler.

»Vi skal minde os selv om at være mere kyniske, det er svært. Vi er bevidste om, at vi mangler kynisme i felterne og laver dumme fejl.«

»Men pointet er sindssygt vigtigt. Det havde været tungt at gå fra stadion med et nederlag. Det er det også med et point, men vi åbner ikke op for tabellen på samme måde.«

Den unge angriber fandt selv vej til nettet for tredje gang i foråret, da han stod det rigtige sted efter et hjørnespark, som Jeppe Tverskov forlængede.

»Personligt betyder det noget, men det betyder også noget for holdet.«

»Angribere bliver målt op på scoringer, så det var rart at få en af dem, man elsker som angriber, hvor den lige skal sparkes ind fra tyve centimeter.«

»Det var et rart mål at få, men det var en frustrerende kamp.«

Emil Berggreen scorede begge Sønderjyskes mål, mens det var Jørgen Skjelvik, der sikrede OB det ene point med sin udligning ti minutter før tid.

OB holder sig foran FC Nordsjælland, der spillede uafgjort mod AGF, mens fynboerne nu har otte point ned til Vejle under nedrykningsstregen.

Vejle spiller mandag mod Viborg, der topper nedrykningsspillet, og gæster så netop OB skærtorsdag i Odense.