Det er ikke mere end tre måneder siden, at FCM kylede Brøndby ud af MCH Arena med en stærk 5-2 sejr. Siden har Brøndby oprustet med flere markante profiler, og det gjorde en forskel i denne omgang.

Brøndby smed i anden halvleg profiler som Martin Ørnskov og Thomas Kahlenberg ind i kampen, og de var afgørende for, at Brøndby denne gang rejste hjem med tre point og halede ind på FCM i toppen.

Det lagde FCM-træner Glen Riddersholm heller ikke skjul på.

- Vi ved jo i fodbold, at dem, der investerer tungt og har en stærk økonomi, de får oftest også udbytte. Kig bare på, hvem Brøndby sætter ind, da de får to skader. Jeg tror, de fleste kender dem – modsat dem, jeg skiftede ind, sagde Riddersholm, der altså mente, at bænken blev afgørende.

FCM-anfører Kristian Bak mente, at uafgjort havde været et fair resultat. Han så et Brøndby-hold, der er inde i en god stime.

- Brøndby er rigtig godt kørende. De er inde i en rigtig god stime, og så enkelt er fodbold også. Vi var inde i en god stime i starten af sæsonen, hvor vi vandt de første fem kampe, og nu har Brøndby medvind. Selvtillid betyder utrolig meget, sagde Kristian Bak.

Han ville slet ikke ind i en debat om, hvorvidt Brøndby nu også melder sig ind i mesterskabskampen.

- Jeg synes, at det er alt for tidligt med den guldsnak. Ligaen er så tæt, at man både kan rykke ned, lige så vel som man kan vinde guld.