David Nielsen kommer onsdag til Drammen sydvest for Oslo for at underskrive en kontrakt med det nyslåede mesterhold, Strømgodset.

Danskeren bliver dog ikke en del af spillerstaben i den kommende sæson, selv om han tidligere har været en giftig frontløber hos Strømgodset og Brann. Den del af karrieren sluttede i 2010. David Nielsen skal i stedet være trænerassistent for Ronny Deilas, fortæller Drammens Tidende.

David Nielsen, der skabte røre i Danmark i 2008 med sin fodboldbog 'Sorte svin', vil ikke selv sige noget om aftalen med Strømgodset, før alt er på plads. Men Drammens Tidende mener at vide, at der er indgået en mundtlig aftale, som David Nielsen på onsdag kommer forbi og gør officiel med sin underskrift.

Drammens Tidende antyder også, at danskeren måske skal overtage cheftrænerposten hos Strømgodset, hvis Ronny Deila bliver headhuntet til større opgaver på et tidspunkt, efter at han søndag førte Strømgodset til det første norske mesterskab i 43 år i tæt duel med Rosenborg.

Og David Nielsen har da også allerede vist gode evner som træner i 2. divisionsklubben Nest-Sotra, som han førte til oprykning med en klar margin på 14 point til nærmeste forfølger.

At David Nielsen er efterspurgt i Norge viser det faktum, at han i sidste uge blev sat i forbindelse med cheftrænerposten i Brann, som han spillede for indtil sit aktive karrierestop i 2010. Men nu peger pilen altså mod Drammen og Strømgodset.