38.238 tilskuere.

Det lyder som noget, der kunne have fundet sted i 2019, men det var det antal, der var til stede, da Texas Rangers sent mandag dansk tid tog imod Toronto Blue Jays.

Det skriver CNN.

Baseball-kampen var den første med tæt på fuld kapacitet, siden sportsbegivenheder verden over blev lukket ned for netop tilskuere som følge af coronapandemien, og billeder fra den bliver nu delt flittigt verden over. For det er næsten efterhånden blevet usædvanligt at se mange mennesker samlet.

Der var næsten fuldt hus til kampen. 
Der var næsten fuldt hus til kampen.  Foto: TOM PENNINGTON
Vis mere

»Det føltes, som var det min debut. Det var en god følelse at have publikum til at heppe. Modtagelsen, da jeg kom ud for første gang tidligt i kampen var et af de fedeste øjeblikke i min karriere,« siger Texas Rangers' Isiah Kiner-Falefa.

Reglerne inden kampen var klare. Alle skulle bære mundbind, medmindre de sad og spiste eller drak på deres plads, men billederne viser dog, at det bestemt ikke var alle, der overholdt den del.

Samtidig påpeger flere, at det haltede med at holde afstand, og allerede da det blev annonceret, at kampen ville blive spillet med tusindvis af mennesker på lægterne, fik det stor kritik.

USA's præsident Joe Biden har blandt andet advaret mod at lukke så mange tilskuere ind. Det gjorde han allerede i sidste uge, da han mener, det er for tidligt.

Mange af sæderne på stadion i Texas var fyldte.
Mange af sæderne på stadion i Texas var fyldte. Foto: Jerome Miron
Vis mere

»Det er en beslutning, de har truffet. Jeg synes, at det er en fejl. De burde lytte til Fauci (Anthony Fauci, USA's øverste medicinske covid-19-rådgiver, red.), forskerne og eksperterne. Jeg mener ikke, at det er forsvarligt,« sagde han til ESPN om de planer, Texas Rangers havde for kampen.

Holdet har dog slået fast, at det kun var i anledning af kampen mod Toronto Blue Jays, at der ikke ville være begræsning på antallet af tilskuere.

De næste uger vil de enkelte afsnit på stadion blive lukket delvist af.

Toronto Blue Jays vandt mandagens kamp med 6-2.