Snart vil Vejdirektoratet lave store ændringer på Motorring 3 lidt uden for København.

Det sker efter en dødsulykke har vist, at strækningens betonautoværn kan udgøre en potentiel fare for bilister.

Det skriver TV 2 Lorry.

Ulykken skete tilbage i august 2020, hvor en chauffør mistede herredømmet over sin lastbil og påkørte et betonautoværn ved afkørsel 19 mod Buddinge. Her fløj flere dele af autoværnets betonlåg over i den modsatte vejbane, hvor en kvindelig bilist blev ramt og mistede livet.

Den tragiske ulykke førte derfor til adskillige undersøgelser, men nu har Vejdirektoratet besluttet, at betonlågene, som er placeret i midterrabatten, skal fjernes.

»Vi vælger at fjerne betonelågene, fordi de udgør en risiko, selvom den er meget lille. Vi har haft betonlågene i 40 år, uden der er sket noget, men vi tør ikke at løbe risikoen,« siger Michael Aakjer Nielsen, der er afdelingsleder hos Vejdirektoratet, til TV 2 Lorry.

Vejdirektoratet starter med at fjerne betonlågene på den 21 kilometer lange strækning, som løber mellem Rødovre og Jægersborg station.

Men Motorring 3, er ikke det eneste sted, hvor de potentielt farlige betonlåg er at finde.

Derfor har Vejdirektoratet ligeledes besluttet, at betonlågene på Helsingørmotorvejen og Holbækmotorvejen også skal væk.

Prisen på at fjerne de i alt 13.000 betonlåg vil i alt løbe op i to millioner kroner, og de skal senest være fjernet den 1. juli på Motorring 3 og den 1. september på Helsingørmotorvejen og Holbækmotorvejen.

Der vil ikke blive afspærret på strækningen grundet arbejdet, fortæller Vejdirektoratet.