Tirsdag middag nåede den kommunale Venstre-politiker fra Brønderslev Martin Bech til den polsk-ukrainske grænse efter mere end et døgns rejsetid.
Det fortæller han til B.T. over telefon onsdag formiddag.
»Lige nu sidder jeg 70 kilometer syd for Medyka inde i Polen, hvor jeg har overnattet. Nu skal jeg finde ud af, om der er nogen, der vil køre med tilbage til Tyskland eller Danmark,« siger han.
Det lykkedes nemlig ikke i går Martin Bech at finde ukrainere ved grænseovergangen, som ville transporteres væk.
»Der var en meget apatisk stemning helt fremme ved grænsen, og folk sad i kulden med tomme blikke i øjnene. Jeg tror, nogen ventede på familiemedlemmer, som stadig er i Ukraine, eller at de bare håbede på, at det hele ville løse sig hurtigt, så de kan vende hjem igen,« siger han, tydeligt berørt af indtrykket.
Anderledes var det, når han bevægede sig længere ind i Polen. Her har nødhjælpsorganisationerne nemlig efterhånden fået organiseret indsatsen, hvor også Martin Bech bidrog med telte, luftmadrasser, gasblus, mad og medicin, han havde med til grænsen.
»Jeg fik lidt af omveje læsset tingene på en bus, der fungerede som lastbil, og det var mit indtryk, at det skulle køres ind til mændene i Ukraine, som kæmper ukueligt mod Putins invasion,« fortæller han.
Siden Martin Bech mandag morgen satte sig bag rettet med kurs mod det konfliktramte område er nødhjælpsorganisationer blevet overdynget med donationer, der har fået Røde Kors til at sige stop.
Særligt poser med tøj hober sig op, og det var også Martin Bechs indtryk, at de på det område var dækket godt ind.
»Der var ikke særlig stor interesse for det tøj, jeg havde med, og siden jeg tog afsted, er der jo kommet nogle officielle anbefalinger, man kan følge, hvis man gerne vil hjælpe, og det vil jeg da opfordre til, at man gør,« siger han.
Senere onsdag vil Martin Bech, med eller uden ukrainske medpassagere, vende tilbage mod Danmark.
»Det har været en blandet oplevelse at være hernede, og at se de her mennesker med mine egne øjne, var bestemt ikke en sjov oplevelse.«
»Men jeg har også mødt en masse venlige frivillige fra både Slovakiet, Polen og Danmark og spurgt, om de havde brug for flere hænder. Det havde de ikke, så nu har jeg gjort, hvad jeg kunne,« siger han.
