Nu er det slut med royalt islæt i Klampenborg. 

Prins Joachim har nemlig solgt sin villa på Emiliekildevej i den nordsjællandske kommune. 

Det bekræfter Kongehusets Kommunikationsafdeling overfor B.T.

Ifølge Tinglysningen har den nye køber overtaget villaen 7. juli. 

Køberen har givet svimlende 44 millioner kroner for villaen, der er på 344 kvadratmeter. 

Prinsen gav i sin tid 35 millioner for den hvide villa, og dermed er det altså med en god gevinst, prinsen og prinsesse Marie nu forlader Klampenborg. 

For med hussalget er der nu kommet ni millioner kroner i lommen på prinsen.

Villaen består ud over de mange kvadratmeter indendørs også af en pool og en grund på hele 2500 kvadratmeter. 

Huset er nu en andens. 
Huset er nu en andens.  Foto: Michael Stub/Her Og Nu/Ritzau Scanpix
Vis mere

Prins Joachim og prinsesse Marie har med salget af deres palæ gjort endnu mere klar til flytningen fra Danmark til USA. 

Prinsens nye job som forsvarsindustriattaché er også lige rundt om hjørnet. 

Tidligere har parret meldt ud, at de vil flytte i løbet af sommeren, og at prins Joachim starter sit nye job 1. september. 

Dermed forlader han også jobbet som forsvarsattaché i Paris. 

»Min familie og jeg ser frem til vores kommende tilværelse i Washington. Det har været et privilegium at være udsendt for Danmark for at fremme danske interesser i Frankrig.«

»Nu retter vi fokus mod Amerika, hvor jeg skal bidrage til Danmarks transatlantiske samarbejde på det forsvarsindustrielle område,« udtalte han i forbindelse med det nye job. 

Folketinget har desuden vedtaget, at Prins Joachim får sin apanage med sig, når han overtaget jobbet i guds eget land.