Kronprinsesse Mary havde bestemt ikke lyst til at besvare pressens spørgsmål, da hun var til arrangement med Mary Fonden på Haslev Idrætsefterskole.

I stedet efterlod hun den hungrende danske presse med få ord om selve dagen, inden hun gik mod sin bil.

»Det har været en virkelig god og indsigtsfuld formiddag her på Haslev Idrætsefterskole, hvor vi har fået et indblik i, hvordan de arbejder med Me&We-projektet,« lød det fra Kronprinsessen, der var på skolen for at tale om at styrke et mentalt fællesskab på efterskolen.

Derudover satte Kronprinsessen lidt ord på, hvorfor hun stadig er den rigtige til at være forkvinde i Mary Fonden.

»Jeg ved, at der sikkert er nogen, der vil stille spørgsmål til min rolle som forkvinde ved Mary Fonden. Til det vil jeg sige, at mobning og vold aldrig er acceptabelt og kan aldrig retfærdiggøres. Det skal bekæmpes og forebygges. Det var min holdning for 15 år siden, da jeg startede Mary Fonden, og det er også min holdning i dag.«

Kronprinsesse Mary ankommer til Haslev idrætsefterskole sammen med direktør for Mary Fonden Helle Østergaard og modtages af forstander Torben Svendsen og en af skolens elever. Kronprinsesse Mary besøger Haslev Idrætsefterskole, tirsdag den 14. juni 2022. Det er i forbindelse med projektet Me&We for Mary Fonden. Me&We er et projekt udviklet til elever på efterskoler og har til formål at forebygge mistrivsel blandt unge. Under besøget vil Kronprinsessen og Mary Fonden indgå i dialog med skolens elever om temaer som ensomhed, usikkerhed og fællesskab. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2022)
Kronprinsesse Mary ankommer til Haslev idrætsefterskole sammen med direktør for Mary Fonden Helle Østergaard og modtages af forstander Torben Svendsen og en af skolens elever. Kronprinsesse Mary besøger Haslev Idrætsefterskole, tirsdag den 14. juni 2022. Det er i forbindelse med projektet Me&We for Mary Fonden. Me&We er et projekt udviklet til elever på efterskoler og har til formål at forebygge mistrivsel blandt unge. Under besøget vil Kronprinsessen og Mary Fonden indgå i dialog med skolens elever om temaer som ensomhed, usikkerhed og fællesskab. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2022) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Men på Kongehusets sociale medier er det langtfra alle, der er positive omkring Kronprinsessens sparsomme udmelding og hendes afvisning af spørgsmål om Herlufsholm.

'Ordene bliver tomme og klinger hult nu, når der ikke er overens mellem ord og handling,' skriver én med henvisning til, at Kronprinsparrets børn Isabella og Christian stadig skal være tilknyttet skolen efter TV 2-dokumentaren om vold og mobning.

'Lyder hult, når man vælger at lade sine egne unger fortsætte på en skole med voldsomme historier om mobning og vold,' skriver en anden.

'Jeg har stor respekt for Kronprinsessen og hendes arbejde. Man kommer dog ikke udenom, at i disse tider klinger Kronprinsessens arbejde i Mary Fonden dog temmelig hult, så længe Kronprinsparret ikke vælger at trække en streg i sandet og trække børnene fra Herlufsholm. Bedre bliver det heller ikke af at Kronprinsessen 'stikker af' fra pressen uden at forholde sig til helt rimelige kritiske spørgsmål... Jeg er faktisk udpræget royalist, men hvis denne sag ikke skal skade Kongehusets og Kronprinsparrets renommé, skal der handles nu!' istemmer en tredje.

B.T. har rakt ud til Mary Fonden for en kommentar, men det har endnu ikke været muligt.