De andre borgerlige partier har hugget den konservative politik. Det angiver de konservative lokal- og kredsformænd selv som årsagen til, at partiet ligger historisk ringe i meningsmålingerne.

Derimod er der kun meget få, der mener, at et lederskifte vil kunne løse noget som helst. Kun 15 procent angiver det som en mulighed at skifte Lars Barfoed (K) ud for at få større vælgertilslutning. 63 procent siger nej. Det viser en undersøgelse, som Radio24syv har foretaget blandt samtlige 106 konservative lokalformænd og kredsformænd.

43,4 procent - 46 i alt - har svaret og en del bidraget med supplerende bemærkninger. Én svarer: »Vi bør være langt mere skarpe i vores politiske budskaber og så holde op med at være så regelrette, så budskabet drukner i politisk korrekthed. Alternativet er jo, som vi har set så mange gange, at andre tager vores mærkesager og gør dem til deres egne«.

En anden har denne kommentar: »Det rette svar er, at andre partier har lånt af den konservative dagsorden, der primært omfatter nødvendige reformer af det danske samfund, herunder en reduceret offentlig sektor og lavere skatter og afgifter«.

Der er dog en del adspurgte fra det konservative bagland, som peger på, at partiet og folketingsgruppen er meget lidt synligt. Som denne: »Vi skal forklare befolkningen, hvad det vil sige at være konservativ. Ofte er ordet konservativ forbundet med noget negativt og gammeldags, og kun for de rige, men vi har en meget stor omsorg for de svageste i samfundet. Vi er et parti med stor social spredning blandt vores medlemmer. Direktører, arbejdsløse, studerende og arbejdere er blandt vores medlemmer. Det er vi bare ikke gode nok til at formidle«.

Lars Barfoed er en god leder, men for usynlig og pæn, påpeger flere i deres kommentarer.

Som denne: »De Konservatives problem er, at Lars Barfoed ikke er »en skiderik«, der lader hånt om alt og alle - som f.eks. Jens Rohde - for at score billige point på en flygtig dagsorden. Politisk hæderlighed er desværre ikke en sællert i de danske medier«.

Baglandet vil både være klart mere borgerlige og mere socialkonservative på samme tid, viser undersøgelsen. 66 procent ønsker, at K skal lægge større vægt på lavere skatter og en mindre offentlig sektor, men samtidig ønsker næsten lige så mange – 56 procent – at de Konservative skal interessere sig mere for de socialt dårligt stillede.

Dansk Folkeparti ligger fjernest fra de Konservative – også betydeligt længere væk end de Radikale – angiver de konservative lokal- og kredsformænd. Venstre er det borgerlige parti, der ligger tættest på.