Bestyrelsen i Wada har efter næsten tre års udelukkelse besluttet at tage Rusada til nåde trods massiv kritik.

Seychellerne. Der er skred i bekæmpelsen af doping i Rusland.

Torsdag har Det Internationale Antidopingagentur, Wada, ophævet den næsten tre år lange udelukkelse af Ruslands Antidopingagentur, Rusada.

Ni ud af 12 bestyrelsesmedlemmer i Wada har på et møde på Seychellerne stemt for, at Rusada igen kan lukkes ind i varmen.

- Et stort flertal i Wadas bestyrelse har besluttet at genindsætte Rusada, og at man (Rusada, red.) under strenge betingelser kan efterleve kravene i antidopingloven, siger Wada-præsident Craig Reedie.

Den russiske regering glæder sig over, at Wada igen stoler på, at Rusada kan varetage antidoping-arbejdet i Rusland.

- Rusland bekræfter, at vi bakker op om principperne om rene sportskonkurrencer, siger vicepremierminister Olga Golodets ifølge flere russiske nyhedsbureauer.

- Gennem de seneste år har Rusland gjort et stort arbejde for at skabe transparens og foranstaltninger, der skal hindre doping, siger hun.

Golodets nævner blandt andet, at det er blevet gjort kriminelt for eksempelvis sportsledere at tvinge atleter til at dope sig.

Wadas beslutning om at ophæve udelukkelsen af Rusada er de seneste dage blevet mødt med kritik fra 13 lande.

Antidopinglederne fra Australien, Canada, Finland, Irland, Japan, Holland, New Zealand, Norge, Polen, Storbritannien, Tyskland, USA og Østrig udtalte tidligere på ugen en samlet kritik.

- Dette er uacceptabelt, og det vil ikke hjælpe med at genskabe tilliden til international sport på et tidspunkt, hvor udøvere og fans har mest brug for det, sagde antidopinglederne tirsdag.

Leder for Antidoping Norge, Anders Solheim, er derfor oprørt over torsdagens beslutning i Wada.

- Jeg er skuffet på vegne af de rene atleter. Som ren atlet ville jeg have forventet, at Wada havde ryddet op i dette her.

- Der findes både prøver og analyser på laboratoriet i Rusland, som vil kunne afdække, hvem som har brudt antidopingreglerne, og hvem der ikke har.

- Nu får disse beviser bare lov til at ligge gemt i Rusland, siger Anders Solheim til NTB.

Frem mod OL i Rio i 2016 afdækkede flere uafhængige Wada-rapporter store dopingproblemer i Rusland.

De blev udarbejdet af den canadiske professor og advokat Richard McLaren.

Rapporterne afslørede et statstyret dopingprogram i russisk idræt fra 2011 til 2015. Dopingen nåede blandt andet et klimaks i forbindelse med vinter-OL på hjemmebane i Sotji i 2014.

/ritzau/