Stemmen bævrede, og tårerne trillede.

Et kæmpe chok ramte sportsverdenen, da det søndag aften kom frem, at legenden Kobe Bryant på tragisk vis var omkommet i en helikopterulykke i Californien. Blandt de berørte var en af stjernens store rivaler.

Basketballtræneren Doc Rivers har nemlig kendt Kobe Bryant i rigtig mange år, da han først som spiller i 90'erne og siden cheftræner for flere hold stod over for Bryants Los Angeles Lakers.

Søndag aften dansk tid stod han så foran pressen, inden han skulle sende sit mandskab ind til et opgør mod Orlando Magic.

Doc Rivers.
Doc Rivers. Foto: Harry How
Vis mere

Her stod han i første omgang længe sekunder med tårer i øjnene uden at sige et eneste ord. Til sidst forsøgte han så at fremstamme nogle ord.

»Jeg ved ikke rigtigt...jeg har ikke så meget at sige. Nyheden er forfærdelig for alle, der kendte ham. Jeg har kendt ham længe. Han betyder naturligvis utrolig meget for mig. Han var sådan en god modstander. Det er det, man vil have i sport. Han havde en meget særlig dna, som kun få udøvere har.«

»Jeg lærte ham sjovt nok bedre at kende, efter han stoppede karrieren...øhm...det er svært det her.«

Doc Rivers var blandt andet manden, der stod i spidsen for Boston Celtics, der to gange mødte Kobe Bryant og Los Angeles Lakers i NBA-finalerne – i 2008 og 2010.

Derfor har de to også en helt særlig historie som evige rivaler.

»Han berørte så mange mennesker. Bare det at se på mine unge spillere og se, hvor berørte de er. De kendte ham ikke engang.«

»Beklager, men jeg har ikke så meget at sige. Jeg bliver nødt til at gå ned og tale med et hold inden en kamp og fortælle dem, at de skal spille. Og det kan jeg ikke,« sagde Doc Rivers.

Kort tid efter den tragiske nyhed chokerede alle, blev det bekræftet, at basketball-legendens 13-årige datter, Gianna Maria, også var blandt de omkomne.

Sidenhen er yderligere fire personer blevet identificeret i ulykken, hvor i alt ni personer var om bord.

Tre af ofrene – to passagerer og piloten – mangler fortsat at blive identificeret.

Kobe Bryant blev 41 år gammel og efterlader sig konen Vanessa samt tre døtre.

Det vides endnu ikke, hvad der var årsag til helikopterstyrtet.