Coronavirussen har påvirket store dele af verden, og den har på mange måder også haft en afgørende betydning for underholdningsbranchen.

Det kan fans af boybandet Take That nu sande.

Gruppen, som vist knap kan kalde sig drenge længere, har nemlig offentliggjort nyheden om, at de gendannes til en enkelt koncert, skriver den engelske avis The Sun.

Det er dog ikke den eneste gode nyhed.

De afslører nemlig helt ekstraordinært, at deres tidligere medlem Robbie Williams også vil slutte sig til i forbindelse med deres optræden.

Her ses Robbie Williams lige inden, coronakrisen brød ud i marts 2020.
Her ses Robbie Williams lige inden, coronakrisen brød ud i marts 2020. Foto: ERIK ANDERSON
Vis mere

Koncerten skal, som man har set det så mange gange i denne her tid, foregå online, og så vil Take That-medlemmerne gå sammen om at synge, men sidde hver for sig og gøre det.

Robbie Williams har haft en enormt succesfuld karriere uden gruppen.

Han forlod allerede bandet i 1995, da interne problemer voksede og voksede.

Dengang havde Robbie Williams et stofmisbrug ifølge dokumentaren 'For the Record'.

Det var især spændinger mellem Williams og bandmedlemmet Gary Barlow, som fik spændingerne til at stige.

Derudover følte Robbie Williams heller ikke, at han kunne få lov at lave den musik, han følte for, fordi Barlow og deres manager, Nigel Martin-Smith, gik imod det.

I dag er stridsøksen dog begravet, og Robbie Williams går sammen med sin gamle gruppe for at sprede glæde og højne moralen, nu hvor corona-krisen er over os. Det gør han sammen med de tilbageværende medlemmer Mark Owen, Howard Donald og Gary Barlow.