Der er langt fra Paradise Hotel til Retten i Aarhus.

Ikke desto mindre er det virkeligheden for en tidligere realitydeltager, der fredag er mødt op i retten i en voldtægtssag, hvor han er anklaget for at have voldtaget en veninde og tidligere roomie, mens hun sov.

Han har hvid, nystrøget skjorte på og sorte bukser og en grå blazer. Han virker rolig og fattet. Han nægter sig skyldig i anklagen og vil gerne afgive forklaring om, hvad det var, der skete 27. august 2021 i den forurettede kvindes lejlighed i Aarhus.

Det startede aftenen før, da de begge to var i byen i Aarhus hver for sig. I løbet af natten skriver de sammen om, hvorvidt de skal mødes eller ej. De aftaler at mødes til en trekant hjemme hos den forurettede sammen med en anden ung kvinde, de begge kender.

I starten er stemningen god hjemme i den forurettedes lejlighed. De tre venner drikker og hygger. Indtil realitydeltageren får sagt noget til den anden kvinde, som gør hende så sur, at hun forlader lejligheden.

Han sagde, at hun lignede en suicidal teenager, fordi hun så nedtrykt ud.

Tilbage i lejligheden er kun den forurettede og tiltalte, og planerne om en trekant er selvsagt gået i vasken.

De lægger sig begge til at sove i kvindens seng. De har før sovet sammen og også været intime sammen, dog aldrig før haft samleje.

Og så er det, de to er meget uenige om, hvad der efterfølgende sker. Den tidligere realitydeltager påstår, at han går i bad, da han vågner om formiddagen og lægger sig ind i sengen til hende igen, hvor de ligger og nusser lidt, men der ikke sker mere end det.

Hendes version af den formiddag er dog noget anderledes. Hun vågner ifølge anklageskriftet op ved, at han er i gang med et samleje med hende, som hun ikke har samtykket til.

‘Men bro, vågner basically op til, at du knepper det. Det var lidt weird,’ skrev kvinden blandt andet til ham, fremgår det af en Messenger-samtale mellem de to, som bliver læst op i retten.

Han svarer ‘Jeg husker intet. For helvede, undskyld’.

Da anklager spørger ham ind til beskederne, forklarer han, at han blot undskylder for, at hun er ked af situationen, men at han ikke anerkender, at der har fundet et samleje sted.

»Jeg er nervøs ved situationen. Der er jo en stemning, hvor det ikke er gået mændenes vej i den slags sager, så jeg er på dupperne og går i forsvarsposition, og derfor skriver jeg, som jeg gør,« siger han.

Den tidligere realitydeltager bliver i retten også bedt om at forholde sig til en anden besked. Noget, han har skrevet til nogle venner i en gruppetråd på Messenger:

»Jeg blev lovet en trekant, men pissede X(den veninde der forlod lejligheden, red.) af, så bollede Y(den forurettede, red.), så ingen problem der.«

Den tiltalte fastholder dog, at der ikke har været noget samleje, og at beskeden bare er udtryk for, at han spiller smart over for sine venner og synes, det er ‘sejt’ at sige.

»Jeg må indrømme, at jeg godt kan lide at blære mig med min seksuelle formåen og tale det op. Jeg spiller bare smart,« siger han i retten.

Der blev også afspillet et par minutter af en videooptagelse af en samtale mellem kvinden og til den tiltalte.

Her siger realitydeltageren om den pågældende formiddag, at han kan huske, at han ‘trækker sig ud’ af hende og efterfølgende går på toilet.

Hun siger, at hun ikke sagde nej, men at ‘det ikke rigtigt var gået op for mig’.

»Jeg har det skidt over det. Jeg har afvist dig 20 gange før, fordi vi var venner. Jeg følte, valget blev taget fra mig. Da jeg vågner, kører vi lidt videre, for jeg tror ikke rigtigt, jeg ved, hvad det er, der lige sker,« siger hun til ham på videooptagelsen.

Han kalder det, der er sket den formiddag imellem dem, for utilgiveligt:

»Jeg ser det ikke som, at vi har haft sex, men som at jeg har gjort noget utilgiveligt over for dig.«

I retten forklarer han dog, at han ikke anerkender, at de har haft samleje, og at han i telefonsamtalen var bange og så påvirket af situationen, at han ‘kører med’, på det hun siger og hendes udlægning af det.

Han fortæller også, at han ikke vidste, hun optog samtalen, og han synes, hun fremstår udspekuleret og lidt hævngerrig på videoen. Han føler, hun prøver at lokke bestemte ord ud af ham.

Da det er kvindens tur til at afgive forklaring, bliver dørene lukkede, så både journalister og tilhørere bliver sendt udenfor.

Hun virker til at være meget påvirket af situationen, da hun kommer ind og sætter sig. Hendes hænder ryster tydeligt, og hendes håndtaske rutsjer ned af hendes arm.

Senere bliver blandt andet den kvinde, der forlod festen i den forurettedes lejlighed, indkaldt som vidne. Hun fortæller, at hun talte med den forurettede dagen efter:

»Hun sagde, at hun var vågnet op til, at tiltalte var oppe i hende. Som hun fortalte det, var der tale om voldtægt. Hun var i tvivl om, om hun skulle melde det, men jeg opfordrede hende til det,« siger hun.

Bliver den tidligere realitydeltager, som B.T. ikke nævner navnet på, da der er nedlagt navneforbud i sagen, kendt skyldig, vil han kunne risikere op til otte års fængsel, fremgår det af straffeloven.

Formentlig vil straffen dog være væsentligt lavere i denne sag, da sagen omhandler manglende samtykke.