Kronprinsessens tidligere ridelærer Hans Helmgaard Kristiansen blev onsdag overfaldet af ukendte gerningsmænd og udsat for det, han selv kalder et drabsforsøg. Angiveligt fordi han har sladret til politiet om kriminelle i det nordsjællandske jetsetmiljø.
 
Den 45-årige forretningsmand og berider Hans Helmgaard Kristiansen var i en årrække ridelærer for kronprinsesse Mary, og han var netop på vej hjem fra en rideskole onsdag aften, da han blev brutalt overfaldet ved Vipperød syd for Holbæk. Overfaldet skete netop, som han stoppede sin bil ved to mænd, der sad og bankede på en standset bil med en hammer.
 
- Jeg ruller vinduet ned og spørger, om de har brug for hjælp, men pludselig flyver den mand på mig og slår mig gennem vinduet med hammeren, mens den anden mand springer ind på bagsædet og slår mig i baghovedet. Det lykkes mig at slå den ene væk og få bilen sat i bakgear og køre derfra. Kort efter besvimer jeg, og det næste, jeg husker, er, at jeg vågner op på Holbæk Sygehus, fortæller Hans Helmgaard Kristiansen til BT.

Kronprinsessens ridellærer Hans Helmgaard Kristiansen er kendt som en dygtig og sjov, men også kontroversiel ridelærer og rytter. Privatfoto
Kronprinsessens ridellærer Hans Helmgaard Kristiansen er kendt som en dygtig og sjov, men også kontroversiel ridelærer og rytter. Privatfoto
Vis mere


Hans Helmgaard Kristiansen er i dag indlagt på et hospital, hvis navn han ikke ønsker ud i pressen af hensyn til sin sikkerhed. Med to brud på kæben, et trykket brystben og et brækket håndled. Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker lige nu sagen, som politiet betragter som kvalificeret vold efter straffelovens hårde voldsparagraf, § 245,.
 
- Jeg er ikke i tvivl om, at de holdt og ventede på mig, og at de var ude efter at skade mig, siger Hans Helmgaard Kristiansen.

I mange var Hans Helmgaard Kristiansen et navn i det nordsjællandske jetsetmiljø og sin daværende hustrus venskab med en vis Mary Donaldson sikrede ham jobbet som ridelærer for den dengang kommende kronprinsesse. Siden har han trukket overskrifter som ridesporten og jetsettets ’enfant terrible’, og i disse dage har han en sigtelse for bedrageri i millionklassen hængende over hovedet. Men overfaldet onsdag skyldes ifølge ham selv hans lidt for tætte kontakt til politiet. Fordi han for år tilbage - efter egen udsagn – vidnede mod flere kriminelle jetsettere.
 
- Jeg kan ikke være hundrede procent sikker, men jeg tror, at overfaldet hænger sammen med, at jeg har hjulpet politiet med oplysninger om narkokriminelle og rockere. Jeg kan ikke kommentere på min konkret tilknytning til politiet, men jeg hjalp dem blandet i en stor narkosag, siger Hans Helmgaard Kristiansen.

’Den store sag’ han hentyder til er den narkosag, som stadig betragtes som Danmarkshistoriens største, hvor politiet efter tip kom på sporet af en decideret narkofabrik ved Roskilde, hvor der blev opblandet stoffer med kartoffelmel og solgt 210 kilo kokain og amfetamin, angiveligt med det nordsjællandske jetset som primær aftager. To mænd blev anholdt og dømt, men mens Hans Helmgaard Kristiansen gerne tager æren, så er politiet tavse.
 
- Vi kan af gode grunde på ingen måde gå ind og kommentere på, hvorvidt han har hjulpet os eller ej, siger efterforsker Henrik Gunst fra politiets gruppe for organiseret kriminalitet i Nordsjællands Politi.

Sikkert er det dog, at det ikke er første gang, Hans Helmgaard Kristiansen er omdrejningspunkt i en trusselsag. Senest skete det i 2011, hvor han blev opsøgt af to personer, der afpressede ham - angiveligt til ikke at vidne mod dem. Gerningsmændene fra den sag er i dag på fri fod, men ifølge politiet var det ikke de personer, som Hans Helmgaard Kristiansen onsdag.
 
- Vi kan bekræfte, at der ligger en afpresningssag, hvor to personer blev dømt, og vi har også undersøgt, om der er en forbindelse til den nuværende voldssag, men det er der ikke umiddelbart, siger Henrik Gunst fra Nordsjællands Politi.

Hans Helmgaard Kristiansen fortæller selv, at den gamle afpresningssag handlede om dummebøder, hvor hans ekskones tidligere samlever blev truet til at betale enorme summer pga. narkogæld.
 
- For at hjælpe ham gik jeg til politiet, og derfor blev jeg opsøgt og truet på livet. Men de kan ikke skræmme mig. Jeg er ikke bange for at stå frem, siger Hans Helmgaard Kristiansen.