Kevin Magnussen kommer på arbejde, selvom han reelt går på racerferie efter weekendens sæsonfinale.

For når han flyver hjem efter løbet på Yas Marina-banen i Abu Dhabi, står den på træning, træning og atter træning.

Det afslører Kevin Magnussen i en pressemeddelelse fra hans amerikanske hold Haas.

'Jeg begynder min træning. Man begynder at miste lidt fysisk form i løbet af året, fordi man rejser så meget. Her får man ikke så meget tid til at træne, som man kunne ønske sig. Selvfølgelig kører man meget i bilen, og man kommer også i form ved at køre, og det er den bedste træning,' siger han.

Kevin Magnussen kommer på hårdt fysisk arbejde i vinterpausen. (Photo by NELSON ALMEIDA / AFP)
Kevin Magnussen kommer på hårdt fysisk arbejde i vinterpausen. (Photo by NELSON ALMEIDA / AFP) Foto: NELSON ALMEIDA
Vis mere

Kevin Magnussen og Formel 1-kørerne har i denne sæson siddet i racerne i 21 grandprix-weekender.

Tiden i bilen elsker den 26-årige dansker. Men han kommer ikke til at savne de mange flyture på tværs af kloden.

'Vinterpausen er ret lang, og den er helt sikkert lang nok. Det er en hård sæson med mange rejser. Det er ikke hårdt at køre race, det er den sjove del. Det er alle rejserne gennem forskellige tidszoner, lange flyture osv., der er trættende. Det er godt at få noget tid væk fra det, men det tager ikke lang tid, før jeg savner at køre race,' siger Kevin Magnussen.

Samme situation gælder i øvrigt danskerens teamkollega, Romain Grosjean.

Romain Grosjean elsker at lave mad i fritiden. (Photo by Ulises Ruiz / AFP)
Romain Grosjean elsker at lave mad i fritiden. (Photo by Ulises Ruiz / AFP) Foto: ULISES RUIZ
Vis mere

Det første, franskmanden vil gøre, er dog at spendere tid med konen, Marion Jollès Grosjean, som han mødte, da hun som journalist dækkede Formel 1 for fransk tv. De to har blandt andet udgivet en kogebog sammen.

'Jeg vil formentlig invitere min kone ud på en lækker restaurant,' siger Romain Grosjean, som derudover dedikerer sin tid til fysisk træning.

'Man har halvanden måned, hvor der sker meget lidt bortset fra den fysiske træning. Man arbejder ikke med sponsorer og møder eller er i simulatoren. Det er ikke så skidt igen, og det klager jeg ikke over. Jeg tager en uge eller to fri, hvor jeg ikke laver så meget. Men resten af tiden er jeg dedikeret til min fysiske træning,' forklarer han.

Årets sidste løb køres i den kommende weekend, hvor Kevin Magnussen fortsat har chancen for at køre sig op på en samlet 8.-plads i kørernes individuelle VM-stilling.