Spanien er som ventet klar til semifinalerne ved EM i håndbold, efter holdet sikrede sig den nødvendige sejr over Makedonien i sidste mellemrundekamp.

De spanske verdensmestre behøvede ikke at overanstrenge sig mod Makedonien for at hente det point, holdet manglede for at være helt sikker på at slutte mellemrunden på den andenplads efter Danmark, der gav adgang til fredagens semifinaler.

Makedonien fulgte med det første kvarter af kampen til 7-7, men så strammede spanierne grebet og kunne gå til pause med en føring på 15-12. Og i anden halvleg cruisede VM-guldvinderne sikkert mod sejren, der endte med at lyde på 33-22.

Makedoniens klart største stjerne, Kiril Lazarov, kom slet ikke på banen i den for makedonerne betydningsløse kamp, og det gjorde ikke arbejdsbetingelserne sværere for det spanske mandskab, der nu kan se frem til et brag af en semifinale mod Frankrig fredag aften i Jyske Bank Boxen.

I den anden semifinale møder Danmark vinderen af onsdagens duel mellem Polen og Kroatien.