Augusta. Golf kan være et utaknemmeligt spil.

Det måtte også Søren Kjeldsen sande, da han undervejs på tre gode runder ved majorturneringen US Masters var oppe og snuse til fjerdepladsen, før han på sidste runde faldt helt tilbage til en 36.-plads i seks slag over banens par.

En forkølelse drillede, og Augusta-banen viste sig fra sin ubarmhjertige side.

»Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med, at jeg ikke var helt på toppen, men måske traf jeg nogle lidt trætte beslutninger. Og man bliver bare straffet på den bane, hvis man ikke er 100 procent på,« siger Søren Kjeldsen.

Han måtte på finalerunden kæmpe hårdt fra start.

»Pludselig stod jeg der efter fire huller og var tre slag over par, men jeg kæmpede med alt, jeg havde.«

At kæmpe er lig med at hænge i og straks skubbe dårlige slag og svage scorer til side.

»Jeg prøver hele tiden at distancere mig fra alt det resultatmæssige og i stedet forberede mig 100 procent til næste slag og så først lægge sammen, når jeg er færdig. Den proces var god ved Masters, men jeg havde ikke slagene, da jeg skulle bruge dem,« siger han til Ritzau.

På syvende hul kæmpede han sig lidt tilbage med en birdie, men på ottende forpassede han en god birdiemulighed, før det på 11. gik galt med søndagens anden dobbeltbogey.

Han og caddien traf en forkert beslutning før andetslaget, som danskeren sendte ind i en busk.

»Det var ikke så smart. Måske sov han lidt i timen der, men det gjorde jeg jo også, for vi er to om at tage beslutningerne. Det var selvfølgelig ærgerligt,« sagde Søren Kjeldsen til TV3 Sport efter runden.

Men bundlinjen er positiv.

- I tre dage var jeg fuldstændig i min komfortzone. Jeg synes, at mit spil alt i alt er et godt sted. Der er sket mange gode ting i de seneste seks uger. Jeg er stadig på vej. Og det er det vigtigste. Også når der er op- og nedture,« siger Søren Kjeldsen til Ritzau.

Før finalerunden lå han på en delt 11.-plads.

/ritzau/