Formel 1-teamet Williams står med store problemer før sæsonstarten i Melbourne om under to uger.

Det stolte engelske motorsportshold kan ikke få den nye Formel 1-racer til at fungere. Det erkender Williams' tekniske chef Paddy Lowe, som har ansvaret for at skabe en konkurrencedygtig racer.

Den mission er ikke lykkedes endnu, lyder konklusionen efter de seneste testuger i Barcelona, hvor Williams aldrig rigtig fik sat sit præg på begivenhederne.

Kørerne kan simpelthen ikke få den hurtigt nok gennem svingene.

»Bilen begrænsninger er i øjeblikket i indgangen til svingene og med stabilitet. Det er ret ofte den samme udfordring med en bil for at være ærlig, men det bliver især udstillet med de ting, vi kører og tester,« siger Paddy Lowe til Autosport.

Læs også, at hvordan Magnussen blandt andre kritiseres for deres holdning til den nye 'halo' herunder.

Paddy Lowe kom sidste år til Williams fra Mercedes, hvor han var med til vinde flere VM-titler. I år er det den første Formel 1-racer, Paddy Lowe har været med til at udvikle i Williams-regi, og de nye ting ved raceren skal lige falde på plads, mener han.

»Min vurdering er, at hvis vi finder en løsning på det her, så vil vi få bedre omgangstider at se, end vi har lige nu, da nogle områder af bilen fungerer virkelig godt i andre faser, når du kører gennem et sving,« siger Paddy Lowe og tilføjer:

»Oftest har de her ting at gøre med et aerodynamisk element, men løsningen involverer alt fra affjedring til bilens dæk og alt andet. Det sker på flere niveauer.«

Eller oversat, så er det hele raceren, der i øjeblikket synes at være i ubalance.

Williams har før sæsonen ryggen mod muren. Teamet er blevet voldsomt kritiseret for valget af kørere med de unge og uerfarne Lance Stroll og russeren Sergey Sirotkin. Og det ventes, at Williams i år må kæmpe hårdt for overhovedet at være i top ti.

Det på trods af, at Williams fortsat har den potente Mercedes-motor i raceren. Problemerne hos Williams kan omvendt være godt nyt for danske Kevin Magnussen.

Haas-teamet ventes at kæmpe i det tætte midterfelt, hvor Williams også hører til. Og problemer hos én af de hårdeste konkurrenter kan i sidste ende give Haas-teamet et forspring i Melbourne, hvor forhåbningerne til Kevin Magnussen og co. er på sit højeste efter en bemærkelsesværdig god testuge i Barcelona.

Australiens Grand Prix kører 25. marts.