Smør for syv kroner, flæskesteg for en 20’er og nok også snart fløde for en 5'er.

Julepriskrigen er i fuld gang mellem supermarkederne, og selvom mange kunder sikkert glæder sig over priserne, sidder lektor og ekspert i detailhandel på CBS, Mogens Bjerre, og ser til med en grim smag i munden.

»Jeg synes virkelig, det er sørgeligt og skuffende at se. Vi har lige hørt Danpo fortælle, at de er nødt til at gå tilbage til at producere flere turbokyllinger, fordi forbrugerne ikke køber de dyrere racer. Sådan noget her gavner intet i forhold til bæredygtighed og dyrevelfærd,« siger Mogens Bjerre:

»Det her er fornærmende, synes jeg. Alle supermarkedskæder appellerer til laveste fællesnævner. Nu skal der bare køres lave priser, og alt andet er fuldstændig ligegyldigt.«

Men sådan er det jo hvert år. Er det ikke bare en tradition?

»Det er jo vilkårene, det er jeg klar over. Men branchen kører sig selv ned i sort hul, når det bare er pris, pris, pris, man kører på,« siger Mogens Bjerre:

»Det er en kollektiv nedsmeltning, hvor alle supermarkederne tager hinanden i hånden og hopper ud over kanten.«

Han er især skuffet over Rema 1000, som slår sig op på at have ‘discount med holdning’.

»Når du sælger smør for syv kroner og flæskesteg til 8,95 halvkiloet, hvad er det så for en holdning, du repræsenterer? Det har intet med kvalitet og bæredygtighed at gøre,« siger Mogens Bjerre:

»Så bliver sådan et slogan en gratis omgang. Jeg undrer mig over, at Rema 1000 deltager i det her.«

Hos Rema 1000 giver man ikke meget for Mogens Bjerres kritik.

»Det er jo lige præcis discount med holdning, at vi sælger varerne til en pris, så danskerne også har råd til julegaver og julehygge her i december. De her lave priser er jo en god, dansk juletradition,« siger Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000.

Men er der ikke noget i pointen om, at du får opdraget kunderne til, at flæskesteg skal være billigt og dermed ikke lidt dyrere og økologisk eksempelvis?

»Det synes jeg overhovedet ikke, man kan sige. Vi har også en økologisk steg på tilbud lige nu. Og den ovnklare flæskesteg, vi har til 8,95 kroner halvkiloet, har jo hverken haft det bedre eller værre end hvilken som helst anden konventionel gris,« siger Jonas Schrøder:

»Jeg giver ikke meget for den analyse. Mogen Bjerre kan være helt rolig. Der er masser af fremgang for god dyrevelfærd hos os, og det rokker de her juletilbud ikke ved.«