Politiet i Dortmund bekræfter, at mindst tre fans er blevet anholdt efter kampen mellem Dortmund og FCK.

Champions League-opgøret havde en dramatisk optakt mandag aften, hvor FCK-fans blev overfaldet af Brøndby – og Dortmund-fans. Og inden selve kampen var der kaos med romerlys, der blev affyret mellem fansene på stadion.

Opgøret, som FCK tabte 0-3, bød også på en vis tumult efterfølgende, fortæller vagthavende i Dortmund til B.T.

Dortmund-fans har forsøgt at komme hen til FCK-busserne for at skabe ballade. Mindst tre er blevet anholdt, og de kommer både fra tysk og dansk side.

»Vi har forhindret Dortmund-fans i at jagte og ødelægge FCK-busser. Vi har også forhindret kampe mellem de to grupperinger. Jeg kan for nuværende sige, at vi har foretaget mindst tre anholdelser,« siger vagthavende og fortsætter:

»Ud fra det jeg kan se, så er det et mix af de to grupperinger, men jeg kan ikke oplyse antallet for hver enkelt gruppering. Vi håber på, at vi snart kan tage hjem, så det hele er overstået,« lyder det.

Siden tumulten er der dog faldet ro på.

»Det hele er begyndt at stilne af. Næsten alle fans har forladt stadion nu. Men før alle var væk, var der altså lidt tumult.«