»Det sejler.«

Sådan siger Luna Christofi til B.T. fredag formiddag, da hun bliver bedt om at beskrive den nuværende situation i fodboldklubben FC Barcelona.

Og det er ikke en underdrivelse. Storklubben er således placeret som nummer seks i La Liga, mens holdet har nul point efter to kampe i Champions League. Derudover har FC Barcelona en gæld på omkring 10 milliarder danske kroner.

Derfor mener TV3 Sport-reporteren, at vi godt kan bruge et klassisk ord i sportens verden.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Sportsjournalister er glade for at bruge ordet krise, men det kan vi godt gøre her. Barcelona er en klub i krise. De er på røven, for at sige det på godt gammeldags dansk.«

Lige nu er det hollænderen Ronald Koeman, som er cheftræner i FC Barcelona. Men sådan bliver det ikke ved med at være. Det føler Luna Christofi sig meget overbevist om.

»Situationen er den, at Barcelona møder Atlético Madrid lørdag i La Liga. Det bliver med Ronald Koeman på tribunen, fordi han afsoner en karantænedag, men det bliver også sidste gang, han ser en Barcelona-kamp som cheftræner. Det er dog intet, som tyder på, at han bliver fyret inden kampen.«

Kan tre point mod Atlético Madrid ikke redde Ronald Koeman?

»Nej, det gør ingen forskel. Løbet er kørt. En sejr redder ingenting. Klubben har ikke erstattet ham endnu, fordi de ikke har en erstatning klar. Spørgsmålet er, om den nye træner skal være en langsigtet løsning eller en brandslukker, der skal have ansvaret for resten af sæsonen.«

FC Barcelona tabte onsdag med de knusende cifre 0-3 til Benfica i Portugal. Ifølge Luna Christofi skulle der på flyet hjem have været kold luft mellem Ronald Koeman og Joan Laporta, der er præsident i den spanske gigantklub.

Efterfølgende skulle et krisemøde på Camp Nou have fundet sted. Her blev ledelsen enige om at trække vejret og holde på Ronald Koeman lidt endnu, mens der arbejdes på højtryk for at finde en afløser.

»Der dukker mange navne op. Xavi er et af dem. Jeg kender Xavi, og jeg er ikke sikker på, at det er et projekt, han ønsker. Lige nu er det en tikkende bombe, og det kan næsten kun gå galt. Og så skal du huske på, at der er meget politik i Barcelona. Da Xavis navn blev nævnt første gang, var det ikke Joan Laporta, som var præsident. Derfor er han ikke hans mand,« siger Luna Christofi.

Onsdag tabte Barcelona med 0-3 i Portugal til Benfica.
Onsdag tabte Barcelona med 0-3 i Portugal til Benfica. Foto: PEDRO NUNES
Vis mere

Men at skifte Ronald Koeman ud med en anden træner er ikke løsningen. Problemerne er større hos de tidligere Champions League-vindere.

»Lige nu er det bare en lappeløsning. Klubben skal forstå, at de ikke vinder trofæer i denne sæson. De skal hyre en træner, som kan få tid til at arbejde med den talentfulde trup. Han skal have en bane at arbejde på. Barcelona må erkende, at problemerne ikke forsvinder her og nu.«

Luna Christofi fortæller afsluttende, at folk i Spanien udmærket godt kan se, at fodbolden er gået den forkerte vej de seneste år.

»Der en høj selvforståelse i Spanien. Ingen tvivl om det. Men folk hernede er godt klar over, at holdene ikke gør det særlig godt. Så nu skal de finde ud af, hvordan de kommer videre.«