Milliard-investeringen Manchester City er en uhyggelig størrelse som hjemmehold i denne sæson. Seks kampe i Premier League. Seks sejre. Og en målscore på 26-2 på Etihad Stadium.

Det er den skræmmende statistik, Swansea og Michael Laudrup står ansigt til ansigt med søndag. Endda med en amputeret trup, hvor holdets store profil Michu på lazarettet har fået selskab af angrebskollega Wilfried Bony og formstærke Angel Rangel efter torsdagens walisiske hjemmenederlag i Europa League til spanske Valencia.

- Vi har da i det mindste stadig 11 spillere. Men alvorligt talt. Vi ved, hvad vi står over for. Det er det bedste hjemmehold i ligaen med 26 mål i seks kampe, så vi ved, det vil blive en barsk eftermiddag. Men vi kan kun overraske i kampen, siger Michael Laudrup ifølge walesonline.co.uk.

- Alle forventer, at City vinder med nogle overskydende mål, fordi de har gjort det mod alle inklusive United og Spurs. Men vi tager derover for at levere vores bedste og få noget ud af det, og uanset hvad der sker, vil vi stille med et konkurrencedygtigt mandskab, siger Laudrup og afviser blankt, at waliserne frygter mødet med City og Etihad Stadium.

- Er vi bange for dem? Nej, nej, nej. Du kan ikke spille med frygt i fodbold. Der er en masse respekt, der er respekt for alle fra såvel top som bund, men aldrig frygt, siger Laudrup.