Det summede omkring landstræner Åge Hareide, da landsholdet var samlet for første gang frem mod landskampene mod Polen og Montenegro. Og det handlede om Daniel Wass.

Den blonde midtbanespiller var ikke selv til stede på Hotel Marienlyst i Helsingør, men det var nok alligevel hans navn, der blev nævnt flest gange. For fredag blev han trukket ud af landsholdstruppen med en skade, og da han så startede inde i Celta Vigos 4-3-sejr over Barcelona søndag aften, var forvirringen total.

»Daniel ringede til mig og sagde, at han ikke troede, at han var 100 procent. Han sled lidt med sin ankel. Noget af det samme, som drillede ham før Japan. Når han siger det til mig på det tidspunkt – så tilpas tidligt – så tror jeg ikke på, at han når at blive 100 procent, når han kun er på 80 procent. Jeg har brug for friske spillere til to hårde kampe. Jeg har stor respekt for, at han gør det og selv giver besked. Så må Celta bruge ham, som de vil. Det blander vi os ikke i,« sagde Åge Hareide.

Og selvom Danmarks landstræner ikke ville blande sig i Celta Vigos ageren i hele sagen om Daniel Wass, var der alligevel en snert af utilfredshed med den spanske klub. Åge Hareide har ikke i sinde at lave stort palaver med Daniel Wass' arbejdsgiver, men han skal have en snak med dem.

»Jeg kan ikke presse nogen. Jeg vil aldrig presse nogen til at spille for det danske landshold. Jeg har sagt til spillerne, at alle har lov til at melde fra, hvis de har problemer. Så kan vi tage stilling til, hvad vi skal gøre med dem. Men faktum er, at vi ikke kan gøre så meget. Han er Celta Vigos ejendom, og de bestemmer over Daniel Wass. Hvis vi ville, kunne vi have sendt Thøger (Krogh, landsholdslæge, red.) derned og lavet en helvedes ballade, men det ser jeg ingen hensigt i at gøre.«

Får det nogen konsekvenser, at han melder fra for så at spille?

»Nej, det får ingen konsekvenser for Daniel. Men vi må tage en tur ned og se dem i øjnene. Den tager vi senere, for nu er der fokus på dem, der er her. Vi har mange gode spillere, og det ved Daniel også. Der er hård konkurrence. Han har spillet godt, og han spillede også godt i går. Jeg så kampen. Men jeg kan ikke sige andet end, at når drengen ikke er 100 procent, så er han heller ikke 100 procent for mig. Han ved, at jeg vil have spillere, der er helt klare på at gøre et arbejde.«

Vidste du godt, at han skulle spille den kamp?

»Nej, det tror jeg ikke engang, at han selv vidste. Når du er skadet, tager det tid at blive frisk. Nogle gange bliver du hurtigere frisk, og andre gange kan du spille med en skade. Men det er klubbens afgørelse. Ikke min afgørelse. Jeg vil have folk i lejren, der er på 100 procent – og ikke andet. Det ved Daniel også godt.«