Det plejer at være Lionel Messi her der og alle vegne, når FC Barcelona fører sig frem i den spanske Primera Division.

Men i tirsdagens udekamp mod Celta Vigo var den største nyhed om Messi, at det var første gang siden 2011, at han ikke scorer i tre La Liga-kampe i træk.

Det overlever den lille argentiner nok. Især fordi der tirsdag aften var en anden Barca-spiller, der i dén grad trådte i karakter, da Celta Vigo uden Michael Krohn-Dehli i truppen blev banket 3-0.

Manden i centrum var Cesc Fabregas. Efter ni minutter udnyttede han en dum Celta-fejl, erobrede bolden og hamrede på mål. Hjemmeholdets keeper halvklarede, men Alexis fulgte op og scorede.

Kort efter pausen var Fabregas på færde igen med endnu et drøn af et langskud, der tog undersiden af overliggeren, sprang ud og ramte Vigos målmand Rodriguez Oterina Yoel i nakken og gik i mål. Det noteres som selvmål.

Seks minutter senere fik Fabregas dog lov til at få et pletskud noteret i eget navn, da han efter oplæg fra Messi bankede bolden fladt ind til 3-0.

Med sæsonens 10. sejr i 11 kampe konsoliderer Barcelona sig på ligaens førsteplads, hvor nærmeste forfølger, Atletico Madrid, nu er fire point efter, mens Real Madrid på tredjepladsen er distanceret med ni point.

De to Madrid-forfølgere har dog spillet én kamp færre end Barcelona.