Et idéforladt og ineffektivt Barcelona-hold tabte overraskende i Granada og er uden sejr på udebane i ligaen.

De spanske mestre fra FC Barcelona kan slet ikke få det til at fungere på fremmed græs i denne sæson.

Lørdag aften tabte holdet med 0-2 mod Granada og er dermed uden sejr i sæsonens tre første udekampe i ligaen. To af dem er blevet tabt. Og i Champions League blev det 0-0 ude mod Borussia Dortmund.

De svage indsatser i Primera Division betyder, at holdet kun har samlet syv point efter fem spillerunder.

Omvendt kom Granada med sejren overraskende op på ti point og deler duksepladsen med Sevilla og Atlético Madrid. Sevilla har spillet en kamp færre end de to andre hold.

De spanske mestre fra Barcelona kom helt skævt fra start i Granada, da en stor forsvarsfejl i første minut førte til, at Ramon Azeez kunne bringe hjemmeholdet i front.

En offensiv uden Lionel Messi og kometen Ansu Fati, men dog med Antoine Griezmann og Luis Suarez, havde ikke ret meget at byde ind med i første halvleg.

Den vanligt massive overvægt i boldbesiddelse blev ikke omsat til ret mange chancer, og så kunne værterne gå til pause med en overraskende føring.

Barcelona-træner Ernesto Valverde havde også fået nok af ineffektiviteten halvvejs. Han flåede Carles Perez og backen Junior Firpo ud, og ind kom Messi og Ansu Fati.

Men det var uden den store effekt.

Det var hjemmeholdet, som var tæt på at komme på 2-0 efter godt fem minutter, da Marc-André ter Stegen lavede en af sine meget sjældne fejl. Han tabte et ufarligt indlæg, og kun i sidste øjeblik nåede han at stoppe den på målstregen.

Han kunne dog ikke forhindre et 2-0-mål midtvejs i anden halvleg.

Netop indskiftede Arturo Vidal blev dømt for hånd på bolden i feltet, og fra straffesparkspletten var Alvaro Vadillo usvigeligt sikker.

Barcelona pressede på for at åbne kampen op med en reducering, men forkølede afslutninger forhindrede et comeback.

Atlético Madrid dummede sig hjemme mod Celta Vigo, som havde Pione Sisto på bænken i hele kampen.

Trods masser af afslutninger kunne Atlético ikke få hul på bylden, og så delte de to hold i porten med 0-0.

Søndag tager Sevilla imod Real Madrid og kan åbne et hul på seks point ned til Barcelona. Real Madrid kan med en sejr komme fire point foran Barcelona.

/ritzau/