Jens Werner er en mand, hvis snakketøj sidder lige så løst som hans 10-taller.

Og mens nogle seere elsker hans facon, så er der andre, der er godt trætte af, at 'Vild med dans'-dommeren tager så meget fokus.

Når Jens Werner skal sige et par ord til det dansepar, der netop har været på gulvet, kan han ofte finde på at starte med en aneokdote fra sit eget liv.

Det har fået flere seere til tasterne - blandt andet i B.Ts liveblog fra aftenens finale, hvor der igen var læsere, der mente, at dansedommeren var for selvglad og for meget.

Dommerne Jens Werner, Anne Laxholm, Marianne Eihilt og Nikolaj Hübbe ses her ved finalen i "Vild med dans" i Forum Horsens, fredag den 28. november 2019.
Dommerne Jens Werner, Anne Laxholm, Marianne Eihilt og Nikolaj Hübbe ses her ved finalen i "Vild med dans" i Forum Horsens, fredag den 28. november 2019. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det kan Jens Werner dog ikke genkende.

»Er jeg lidt for meget? Nåda!« siger han og virker overrasket, da B.T. fanger ham efter finalen.

Den har han ikke hørt før, siger han, til trods for at han så sent som i 2016 også fik kritik for sin facon og var ude at forsvare sig.

Det gør han også nu.

»Hvis folks synes det, så kan jeg ikke gøre meget ved det. Jeg er ærlig, jeg er, som jeg er - sådan er det,« siger han.

»Når man sidder i et program, hvor der sidder en million og kigger, så vil der altid være en kommentar til ting og sager. Så længe jeg kan stå inde for det, jeg siger og gør, så har jeg ikke det store problem med det.«

Så kritikken preller af på dig?

»Som vand på gåsefjer,« siger Jens Werner.