Måske der sidder et par vildfarne 'die hard'-borgerlige, som naivt tror, at blå blok for øjeblikket udgør en ligeværdig modstander for Mette Frederiksen.
Tro mig: Det gør blå blok ikke. Som i OVERHOVEDET ikke.
Et valg i efteråret ville være en ren massakre for blå blok.
Skulle der komme valg, vil Mette Frederiksen gøre rent bord og konsolidere sin i forvejen historisk store magt. Alene af den grund skal regeringen nok stort set få sin vilje i de 'Arne-forhandlinger', der indledes i den kommende uge.
Personligt mindes jeg ikke nogen statsminister i nyere tid, som har haft en lettere opposition at skulle tackle end den, Mette Frederiksen for øjeblikket er så umanerlig heldig at have. Det er næsten for nemt.
Statsministeren kan gå på vandet, rider på en folkelig coronabølge og møder ikke synderlig modstand fra sine røde støttepartier, Enhedslisten og SF. De virker nærmest kastrerede – parat til at indkassere den gevinst, der ligger i at placere sig tæt på den for øjeblikket så populære landsmoder.
Selv ikke når Mette Frederiksen formulerer udlændingepolitiske holdninger, der for få år siden ville være blevet betragtet som noget til højre for Djengis Khan, lyder der nævneværdige protester fra de partier, der ellers altid bekymrer sig om 'tonen i debatten'.
Og så er der de blå partier. End ikke Venstre-folk fornærmer man ved at konstatere, at Jakob Ellemann-Jensen slet ikke har fået fat. Han har været formand i 11 måneder, og den mest markante bedrift synes at være, at han har formøblet den fremgang, som Lars Løkke Rasmussen skaffede Venstre ved valget.
De andre partier i blokken er mere optaget af at kannibalisere på hinanden end at angribe regeringen. Måske allermest surrealistisk demonstreret af Pernille Vermund, der helt tydeligt føler sig tættere forbundet til Mette Frederiksen end til Jakob Ellemann-Jensen. Læg så dertil et Dansk Folkeparti i svære problemer, som inden længe må forventes at indgå en Arne-aftale med regeringen.
I den forgangne uge holdt både Socialdemokratiet, De Konservative og Venstre sommergruppemøder med tilhørende presseoptrædener. Seancerne var en frygtindgydende demonstration af, hvor store styrkeforskellene for øjeblikket er i dansk politik.
På den ene side statsministeren, der selvsikkert præsenterede coronatiltag og Arne-udspil. Her var der ingen anfægtelser af fortræffeligheden af den socialdemokratiske politik. Ligesom der SLET ikke – som i Thorning-tiden – var anledning til spørgsmål om, hvorvidt partiet nu også har den rigtige formand.
Og så hurtigt frem til Venstres sommergruppemøde fredag, hvor Jakob Ellemann-Jensen måtte stå til regnskab for de første skuffende 11 måneder som formand. I øvrigt efter at han havde givet et længere interview om, at han har fået lagt snittet forkert på udlændingepolitikken – og for øvrigt var blevet jævnt hen misforstået af danskerne som et vedhæng til De Radikale.
Hold så det op mod, at Mette Frederiksen præsenterede en række benhårde 'nok er nok'-udspil rettet mod utilpassede, kriminelle unge med indvandrerbaggrund.
Den er svær at komme igen på for en borgerlig statsministerkandidat, der stadig kan huske, hvordan de blå partier for ikke mange år siden havde den dagsorden helt for sig selv.
Jakob Ellemann-Jensen forsøgte ganske vist at matche statsministerens hårde udmeldinger. Men tilbage står, at Frederiksen og Ellemann vil cirka det samme på udlændingepolitikken. Og dér stod Venstre-formanden så og lignede – igen – en mand, der var kommet en postgang for sent.
Lad os så smutte en tur til Hillerød, hvor De Konservative i torsdags mødte pressen efter deres sommergruppemøde. Her var partiformand Søren Papes budskab dybest set, at blå blok hænger i laser, og at det nu er på tide at finde et fælles grundlag.
Papes analyse er helt ædruelig og uangribelig. Men det siger unægtelig en del om det øjeblikkelige styrkeforhold i dansk politik, at opsangen til 'vennerne' – frem for et angreb på regeringen – var omdrejningspunktet for et konservativt pressemøde .
Man kan ikke fortænke Mette Frederiksen i for øjeblikket at knibe sig i armen: Så meget medvind – og så lidt modstand.
