Der er en god grund til, at Morten Spiegelhauer aldrig har været med i 'Vild med dans'.

Da B.T. møder den 54-årige 'Operation X'-vært til TV2-showet 'Echoprisen' afslører han desuden, hvad han ville gemme væk, hvis han en dag blev hovedpersonen i 'Kender du typen?'.

Echoprisen blev i år afholdt i Østerbrohuset i København.

Inden showstart bad B.T. gæsterne om at trække spørgsmål fra en hat, og her trak Morten Spielgelhauer spørgsmålet: 'Hvis du var med i 'Kender du typen?', hvad ville du så gemme væk før tv-holdet kom?'.

»Det er ikke fordi, jeg har så mange ting, jeg gemmer væk,« lyder det først fra den kendte journalist.

Han fortsætter:

»Måske ville jeg sørge for, at de ikke kom ned og se mit våbenskab.«

Han uddyber:

»Jeg har et våbenskab, hvor jeg har en riffel stående, fordi jeg godt kan lide at gå på jagt, og det tror jeg ikke jeg havde lyst til at snakke om i 'Kender du typen?', fordi det med at skyde dyr jo er en kontroversiel ting. Så det tror jeg, at jeg ville gemme til en anden gang.«

Morten Spiegelhauer har endnu ikke været med i 'Kender du typen?'.

Han fortæller videre, at han generelt ikke får ret mange tilbud om at være med i diverse tv-programmer - blandt andet er han aldrig blevet spurgt, om han ville være med i 'Vild med dans'.

Kunne du tænke dig at være med, hvis de ringede fra 'Vild med dans'?

»Nej. Jeg har det sådan, at hvis jeg var sikker på at vinde, tror jeg, at jeg ville sige ja, men ellers ikke.«