Først troede de, det var et nyrestensanfald, men det viste sig at være værre end først antaget.

Såkaldt 'alvorlige rygproblemer' fik således aflyst hele Jussi Adler-Olsen bogturné i Tyskland i marts, men nu er der en opdatering fra krimiforfatteren.

Hans assistent forklarer nemlig til B.T., at Jussi Adler-Olsen fortsat er i behandling, men at det heldigvis går den rigtige vej.

»Jussi er i behandling og i bedring,« lyder det fra Elisabeth Ahlefeldt-Laurvig.

Jussi Adler-Olsen og hans assistent har ikke ønsket at uddybe yderligere, hvad de alvorlige rygproblemer, der fik aflyst en hel måneds bogturné i Tyskland, dækker over.

»Han beder nu om ro fra offentligheden, så han kan komme sig,« lyder det fra assistenten.

Jussi Adler-Olsen har været i behandling siden slutningen af januar.

Her måtte han aflyse gallapremieren på filmatiseringen af sin sjette bog 'Den grænseløse' på grund af det, han troede var et nyrestensanfald, hvor de mest almindelige symptomer er smerter og blod i urinen. 

Jussi Adler-Olsen er forfatter til krimiserien 'Afdeling Q', som han har fået stor succes med verden over.
Jussi Adler-Olsen er forfatter til krimiserien 'Afdeling Q', som han har fået stor succes med verden over. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Mod enden af februar måtte Jussi Adler-Olsen så på forhånd aflyse hele sin planlagte bogturné i Tyskland til marts.

»Hvad vi troede var et nyrestensanfald, har vist sig at være alvorlige rygproblemer. Han er nu i behandling, men skal tage det med ro,« lød det da fra assistenten til B.T.

Nu fortæller Elisabeth Ahlefeldt-Laurvig så, at Jussi Adler-Olsen stadig er i behandling på anden måned, men at det skrider fremad med forfatterens bedring fra de ikke nærmere specificerede, men alvorlige rygproblemer.

Jussi Adler-Olsen har også tidligere været diskret omkring sit helbred.

Han har både haft prostatakræft og kræft i tyktarmen, men holdt det hemmeligt for offentligheden, så han ikke skulle defineres som syg eller risikere, at forlag og læsere skulle frygte for ham eller afslutningen af hans bogserie, har han tidligere fortalt.

Krimiforfatteren har faktisk flere gange snydt døden. Læs mere om det HER.

Jussi Adler-Olsen er nu aktuel med den tiende og sidste bog 'Syv m² med lås på' i sin verdensomspændende bogserie om 'Afdeling Q'-universet.

Hør seneste afsnit af den nye podcast 'B.T. og det gode selskab' herunder.