Det var sommer. Rejsen til Mexico lå foran dem. Far, mor og søn. De glædede sig. Indtil telefonen ringede. 'Du er meget alvorligt syg, du har kræft i tarmen, og det er ikke sikkert, at vi kan klare det,' sagde den alvorlige stemme i den anden ende.

»Så går vi der i uvished en tid, tager til stranden i stedet og ved, at det her måske er den sidste sommer. Og så ser man den her lille spinkle dreng,« siger Jussi Adler-Olsen med bevæget stemme om sin dengang tiårige søn Kes og må tage en dyb indånding, før han fortsætter.

»Det er hårdt. Og det hårde er, at det er på vegne af det, man efterlader, at sorgen og angsten bliver dybest.«

En snert af den gamle smerte sidder stadig i Jussi Adler-Olsens ellers milde øjne, når han fortæller om den sommer for 21 år siden, hvor sygdom og død bankede på. Mindede om livets skrøbelighed. Men også om den menneskelige styrke og målrettethed.

I mere end 50 år er Hanne og Jussi Adler-Olsen gået gennem tykt og tyndt sammen.
I mere end 50 år er Hanne og Jussi Adler-Olsen gået gennem tykt og tyndt sammen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»For så kommer projektet. Det vil vi ikke finde os i.«

Målrettethed er kendetegnende for den populære forfatter og hans succesfulde karriere. Men i lige så høj grad for 'vi'. For ægteparret Hanne og Jussi Adler-Olsen.

I mere end 50 år er de to gået gennem tykt og tyndt sammen. Har delt op- og nedture. Har stået last og brast. Og gjorde det også, da kræften truede med at sætte en brat stopper for livet.

»Det at overleve blev et projekt, som Hanne og jeg havde sammen. Vi kørte løs for at få immunforsvaret så langt op som aldrig før, med hajfinnebrusk og jeg ved ikke hvad,« smiler han. Taknemmelig over, at projektet takket være fantastiske læger og deres fælles kamp lykkedes.

»Hun er uundværlig,« siger han kærligt om sin kone og det makkerskab, de har haft i årtier, som også har omfattet utallige byggepladser, når forskellige boligprojekter skulle realiseres.

»Men vi har altid gjort det i fællesskab,« understreger han med et smil.

Igen i 2009 og 2011 blev fællesskabet dog atter sat på en prøve, da kræftceller på ny invaderede hans krop. Igen lykkedes det dem at sende kræften til tælling.

»Så jeg ved også, hvordan jeg skal overleve. Men jeg er ikke bange for at dø. Heller ikke, da jeg blev syg. Det har jeg aldrig været. Jeg har set så meget død, at det er en naturlig del af mit liv,« siger han tilføjer så:

Flere gange i sit liv har Jussi Adler-Olsen set sygdom og død i øjnene.
Flere gange i sit liv har Jussi Adler-Olsen set sygdom og død i øjnene. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg ville bare ikke finde mig i, at jeg skulle det.«

Selv tror Jussi Adler-Olsen, at den stædige målrettethed kan dateres tilbage til allerførste gang, han var tæt på at dø.

»Jeg var knap tre år gammel og fik hæmoragisk diatese. Det blev jeg meget syg af. Blodkarrene bristede i den her lille dreng, men de vidste ikke, hvad de skulle gøre ved det, og så blev jeg bare efterladt på hospitalet,« fortæller Jussi Adler-Olsen.

Han husker stadig tydeligt, hvordan hans forældre var forment adgang. 'I må ikke besøge ham,' sagde lægerne. 'Hver gang er han ved at dø af sorg, når I går'.

Bamsen, som var Jussi Adler-Olsens eneste selskab, da han som treårig i flere måneder lå indlagt på hospitalet.
Bamsen, som var Jussi Adler-Olsens eneste selskab, da han som treårig i flere måneder lå indlagt på hospitalet. Foto: Privat
Vis mere

»I flere måneder lå jeg der bare og var så træt og afkræftet. Det eneste, jeg havde at holde mig til, var en lille bamse. Den har jeg stadig. Da jeg kom hjem, var mine sko to numre for store,« mindes han.

»Jeg tror, at det er derfra, at jeg har den selvopholdelsesdrift. At det skal jeg nok klare. Og det er jo fedt nok, for indtil videre er det jo gået godt nok.«

Jussi Adler-Olsen smiler. For det er jo gået godt. Med karrieren. Med livet. Men sygdommen har også lært ham noget. Noget, der er vigtigt.

»Da jeg blev syg anden gang, blev jeg klar over, at der kun er et filter tilbage. Og det er ikke penge og rigdom. Det er sygdom og død. Og der har da været ganske alvorlige stunder, hvor man var klar over, at det filter pludselig kunne gøre sådan,« siger han og løfter et imaginært slør for ansigtet, »og så var det slut.«

»Det gav mig nogle filosofiske overvejelser, som jeg ikke havde haft før. Tanker om, hvad der skulle være foran mig, som skærmede mig mod det.«

Han smiler.

»Så fik jeg mit barnebarn Ellie. Det var godt. Det bremser tiden, så der er lidt længere til evigheden, sygdommen og døden.«